Her er Københavns dyreste og billigste lejligheder med privat tagterrasse

Dexter Gordons Vej 11 2c 2.

Dexter Gordons Vej 11 2c 2.

Foråret nærmer sig. Dagene er blevet længere, og snart er vi igen klar til at rykke måltider, kaffestunder, sammenkomster og fridagene udendørs.

Men selvom København er fyldt med åndehuller, kan alene tanken om at skulle slæbe middagsmad, unger og alt hvad der dertil hører af udstyr, være nok til at holde selv den største udendørs-entusiast indendøre.

Men det er der heldigvis råd for – hvis man vel at mærke har råd til storbyens svar på egen have: Privat tagterrasse.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

I København er der for øjeblikket omkring 70 lejligheder til salg, der har det luksuriøse udendørs-rum helt oppe under himlen til privat brug.

Se de dyreste og de billigste her:

 Dyreste:

1. Rosenvængets Sideallé 9, 5. – 2100 København Ø 13.500.000 kr. 

I Rosenvænget-kvarteret på det indre Østerbro ligger den lejlighed med privat tagterrasse, der for øjeblikket er udbudt til den højeste pris.

Selve tagterrassen er 40 kvadratmeter stor og både fra den og fra resten af lejligheden, der fordeler sine 213 kvadratmeter på to plan, er der udsigt over det eksklusive villaområde og Øresund i det fjerne.

 Se lejligheden her

 2. Store Kongensgade 49, 5. – 1264 København K – 11.995.000 kr. 

I Københavns indre med udsigt til Marmorkirken, Hotel d’Angleterre og Kongens Have ligger denne 35 kvadratmeter store private tagterrasse, der hører til en lejlighed på knap 150 kvadratmeter, skriver Boliga.

I lejligheden er der et stort køkken i direkte forbindelse med stue og blandt andet også soveværelse med walk in-closet.

 Se lejligheden her

3. Nørregade 24A, 4. – 1165 København K – 10.995.000 kr. 

I et af Københavns rigtig gamle huse tæt på Ørstedsparken ligger denne helt istandsatte lejlighed med bl.a. loft til kip og udsigt til Rundetårn.

Til prisen på knap 11 millioner kr. får man her 205 boligkvadratmeter med en tilhørende tagterrasse på 56 kvadratmeter.

Det gør lejligheden til den tredjedyreste i København med det eksklusive private udendørsrum.

 Se lejligheden her

 Billigste:

 1. Århusgade 18, 5. – 2100 København Ø – 2.998.000 kr. 

I den modsatte ende af tagterrasse-skalaen findes lige nu denne penthouse-lejlighed i to plan i Århusgade på det indre Østerbro.

Lejligheden ligger på femte etage og er 60 kvadratmeter stor – men foruden den indvendige plads, får man altså også en privat tagterrasse på med udsigt over bydelen, Øresund og Sverige i det fjerne, skriver Boliga.

Se lejligheden her

2. Dexter Gordons Vej 11, 2. 5 – 2450 København SV – 4.550.000 kr.

Denne fireværelses-lejlighed på Sluseholmen i København er 124 kvadratmeter stor og kommer med en P-plads i aflåst P-klæder og en privat tagterrasse.

Lejligheden er fordelt på to plan med soveafdeling nederst og køkken, stue og spiseområde øverst, herfra er der også adgang til terrassen.

Se lejligheden her

3. Dexter Gordons Vej 11, 2. 6 – 2450 København SV – 4.595.000 kr.

Blandt Københavns billigste lejligheder med privat tagterrasse er også denne lejlighed, der ligger på Sluseholm-øen Askholm omgivet af kanaler og havnebassiner.

Lejligheden er 122 kvadratmeter stor – fordelt på to etager, dertil kommer den private tagterrasse – beklædt med træ og med udsigt over området.

Se lejligheden her

*Boliga har ikke medtaget lejligheder udbudt som projektsalg.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes