Træt af nye naboer? Her skal du bo

Gyser du ved tanken om, hvilke nye folk der følger med i flyttelæsset efter naboens hussalg, så har du flere rolige dage, hvis du bor på Anholt frem for på Nørrebro i København.

Øen i Kattegat er nemlig det sted i Danmark, hvor færrest har solgt huset over de seneste 20 år, mens københavnerbydelen er det sted, hvor flest boliger har fået ny ejer.

Det viser en ny opgørelse fra boligsiden Boliga.*

Det er kun 36 procent af boligerne på Anholt, der har fået en ny ejer de seneste tyve år, mens Martofte på Fyn er det sted i Danmark, hvor der bliver holdt næstbedst fast i boligerne. Her har bare 39 procent af boligerne fået ny ejer.

Her storhandler danskerne bolig

At der er færre flytninger i de mindre byer, hænger ifølge boligøkonom hos Nordea, Lise Nytoft Bergmann, sammen med, at befolkningen typisk har en højere alder end andre steder i landet:

– Vi ved, at folk flytter mindre hyppigt, når de bliver ældre. Samtidig er der en lavere tilflytning til de mindre byer, og derfor er det meget naturligt, der bliver solgt færre boliger her, siger hun til Boliga.

Efter Martofte følger endnu to fynske byer, Mesinge og Agedrup, hvor henholdsvis 40 og 43 procent af boligerne har fået nyt navn på skødet.

Byboerne flytter oftere
Flyttefolkene har til gengæld travlt i københavnerbydelen Nørrebro. Her har lige knap tre ud af fire boliger fået et ny ejer i løbet af de seneste tyve år.

Næsten samme mængde nye ejere er der kommet på Vesterbro. Her er 73 procent af boligerne blevet solgt, mens det i København S. er 71 procent.

Her har boligsælgerne scoret kassen: Gennemsnitlig fortjeneste på 2 millioner

– Hovedstaden har oplevet en enorm stor tilflytning fra især de yngre generationer, og som tilflytter har man behov for et sted at bo. Derfor bliver der købt bolig, hvad enten det så er af den unge selv eller om det er i form af et forældrekøb, siger Lise Nytoft Bergmann og uddyber:

– Samtidig er priserne steget, og det giver en lyst til at investere i egen bolig, mens man i de områder med faldende eller stagnerende priser kan være bekymret for, om man kan sælge boligen igen, siger hun.

Efter de københavnske brokvarterer følger Frederiksberg C, hvor 69 procent af boligerne er solgt, mens den første jyske by følger efter: I Billund er 67 procent af boligerne ifølge Boliga blevet solgt over de seneste tyve år.

Hvor meget er blevet solgt i din by? Det kan du se lige her!

* Boligas statistik er baseret på antallet af handlede boliger over de seneste tyve år sammenlignet med antallet af registrerede boligenheder i BBR-registeret – fordelt på postdistrikt. Der er kun medtaget det seneste salg af hver enkelt bolig, og der er medtaget boligtyperne: villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes