Skift fra F1-, F3- og F5-lån til fastforrentet lån kan blive dyrt

Siden 2012 har stadig flere boligejere valgt et lån med fast rente i stedet for et lån med variabel rente, fremgår det af tal fra Realkreditrådet.

En forklaring kan være ønsket om en større grad af sikkerhed mod renteforhøjelser mod til gengæld at betale en lidt højere månedlig ydelse.

Medio januar 2017 har et fastforrentet lån med et provenu på en million kroner en månedlig nettoydelse på 3.737 kr., hvilket kun er ca. 300 kr. mere end ydelsen på et F3-lån eller et F5-lån, som i dag er blandt de mest populære lån med variabel rente.

Fast rente reducerer afdrag
Fordelen ved at bytte eksempelvis et F3-lån ud med et fastforrentet lån på fx 2 % er, at renteudgiften ligger fast gennem resten af lånets løbetid.

I tilfælde af rentestigninger har du samtidig mulighed for at høvle noget af restgælden gennem en låneomlægning.

Ulempen er, at du i starten af lånets løbetid afdrager væsentligt mindre på det fastforrentede lån end på et F3-lån eller F5-lån. Mens nettoydelsen på et fastforrentet lån kun ligger 10,2 pct. højere end på et F3-lån, falder det månedlige afdrag med hele 25 procent.

Opgjort i kroner betyder det, at låntager i det første år afdrager 723 kr. mindre hver måned end på F3-lånet og 564 kr. mindre på F5-lånet.

LÆS OGSÅ: Omlægning af dit realkreditlån

Hvor meget dyrere er et fastforrentet lån?
Set over hele lånets 30-årige løbetid betyder renteforskellen, at du samlet set kommer til at betale langt flere penge for det fastforrentede lån, end hvis du har et F3- eller F5-lån – vel at mærke, hvis renten ikke stiger. Det samme er tilfældet med et F1- og F2-lån.

Samlet skal du betale 1.525.264 kr. for det fastforrentede lån, mens du med henholdsvis et F3-lån eller F5-lån kun skal betale 1.151.236 kr. eller 1.210.229 kr. tilbage.

Dermed betaler boligejeren med det fastforrentede lån på 2 % henholdsvis 374.028 og 315.035 kroner mere tilbage end med et F3- eller F5-lån, viser en beregning, Bolius har foretaget.

Opsig rentetilpasningslån ved refinansieringen
Overvejer du at skifte det variabelt forrentede lån ud med et fast forrentet lån, bør du foretage ombytningen i forbindelse med en refinansiering.

Dermed sparer du penge på kurtage og kursskæring og slipper for en evt. overkurs, da lånet indfries til kurs 100.

LÆS OGSÅ: Skal du skifte realkreditselskab?

Renter Figur 1

Lån med fast rente over for et F3-lån

Renter Figur 2

Lån med fast rente over for et F5-lån

Kilde: Beregninger foretaget af Bolius’ fagekspert i boligøkonomi, Jørgen Munksgaard Rasmussen, baseret på kurser indhentet fra Københavns Fondsbørs og Realkredit Danmark den 6/2 2017. Beregninger gælder for et lån med et nettoprovenu på 1 million kr. Bidragssats og øvrige omkostninger er indhentet fra Realkreditrådets prisguide og efterfølgende benyttet som et simpelt gennemsnit.

 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes