Barnevogne er livsfarlige ovne

Mange forældre lukker åbningen på barnevognen til med en stofble, når guldklumpen skal have en middagslur i sommerheden. Men det kan få livsfarlige
konsekvenser for barnet, advarer Helen Lyng Hansen, der står bag brevkassen Netsundhedsplejerske.dk.

Barnevognen bliver på kort tid forvandlet til en bageovn, og iltcirkulationen omkring barnet bliver ringere og ringere.

»Børnene bliver sløve og apatiske, og de er i stor risiko for at dehydrere, når de ligger der i varmen og samtidig mangler ilt. I værste tilfælde kan de dø af det,« siger hun.

Desuden når forældrene ikke at ane uråd, hvis barnet får det dårligt i heden.

»Man tror, barnet sover. Men det ligger typisk bare meget stille og uden gråd.«

33 grader på et kvarter
Den ideelle sovetemperatur for både børn og voksne er mellem 16 og 20 grader. Men selv om barnevognen bliver sat i skyggen, når temperaturen
i løbet af et kvarter 33 grader, hvis åbningen er lukket til med en stofble. Det viser Søndagsavisens forsøg på en dag med cirka 25 grader i solen ved middagstid.

Her blev temperaturen i en barnevogn målt i skyggen med de mest almindelige typer afskærmninger: Et regnslag, en stofble, et myggenet og til sidst helt uden overlærred.

Den højeste temperatur blev målt, da barnevognen var pakket ind i et regnslag, hvor termometeret viste 34 grader. Først da åbningen til barnevognen ikke var dækket til og overlærredet var trukket helt af, kom temperaturen ned i nærheden af den anbefalede sovetemperatur. Her blev temperaturen målt
27 grader.

Blev barnevognen placeret i solen var resultatet næsten det samme – temperaturen var kun en til to grader højere.

Myggenet er en falsk tryghed
Overraskende nok nåede temperaturen i barnevognen 32 grader i skyggen, da åbningen blot var dækket med et myggenet.

»Derfor anbefaler jeg, at man stiller barnevognen under et skyggefuldt træ eller under en parasol, hvis barnet skal sove i gården eller haven,« siger hun.

Et lignende forsøg, som barnevognsforhandleren Barnevognshuset har lavet, viser i yderligere, at der ikke er forskel på temperaturerne i en sort og en lys barnevogn.

Mere til forældre…

Nettos mælk reklamerer for fedt og salt pålæg til børn

Børnepsykologen: Sådan skader for meget skældud dit barn

10 tegn på depression og angst hos børn og unge – sådan opdager du det

Så varmt bliver der i en barnevogn placeret i skyggen på en 25 grader varm dag med høj sol:

Artiklen blev bragt første gang 27. juli 2012. 

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes