Børnepsykolog: Vær nøgen foran dine børn

»Vi gør det, der føles mest naturligt, og nogle gange er det ikke at have tøj på,« siger Karen Fogh Tandrup.

»Vi gør det, der føles mest naturligt, og nogle gange er det ikke at have tøj på,« siger Karen Fogh Tandrup.

Danskernes nøgenforskrækkelse sætter også præg på vores holdning til nøgenhed i familien.
I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, svarer omkring hver tredje dansker, at det er upassende, at en mor eller far er nøgen på badeværelset med et fire-femårigt barn af modsatte køn.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er rystet over, at nøgenhed er blevet så tabubelagt.
»Hvori består det upassende? Der er en underlig forstyrrethed i vores samfund, når vi kan se bare bryster på busserne og samlejescener i film og på kunstudstillinger, hvor man ser lige op i en kvindes indre organer, og man så samtidig ikke må gå nøgen rundt foran sine børn,« siger hun.

Antropolog og kønsforsker Christian Groes ser nøgenforskrækkelsen i hjemmet som et udtryk for, at pædofilifrygten nu strækker sig over begge køn. Han mener, at det er ekstraordinært, at samfundstendensen rammer familiemønstret, som ellers plejer at være svært at påvirke udefra.

»Pædofiliangsten har bredt sig til familierne, og det ville man ikke have set for 15-20 år siden. Der er en seksualisering, når man siger, at barnet skal beskyttes fra at se en forælder af modsat køn nøgen,« forklarer han.

Er du bange for at smide tøjet? Så mange bryder sig ikke om at være nøgne

Det føles naturligt
35-årige Karen Fogh Tandrup og hendes kæreste, Ronni Andersen, har et meget afslappet forhold til nøgenhed, og det har parret ikke tænkt sig at lave om på, efter at de er blevet forældre til Lili for et par måneder siden.

»Jeg oplever, at mange mennesker gør sig en masse overvejelser om det at være nøgen, men det gør vi ikke. Vi gør det, der føles mest naturligt, og nogle gange er det ikke at have tøj på. Jeg har helt ærligt ikke skænket det en tanke, for det er sådan, jeg selv er vokset op,« fortæller hun.

Hun peger på, at meget af den nøgenhed, børn ser i dag, er fiktiv nøgenhed. De tror, at det er sådan, nøgenhed ser ud, for de ved ikke, at der er hevet i lemmer, og at taljen er gjort mindre.

»Vi blev ikke på samme måde udsat for kropsidealer, da vi var børn. Men jeg er opmærksom på, hvordan verdensbilledet ser ud i dag. Jeg ser det som den fornemmeste og vigtigste opgave som forældre at sende hende godt afsted, og det starter med, at jeg selv viser hende, at alle kroppe ikke ser ens ud,« forklarer hun.

Margrethe Brun Hansen mener, at Karen Fogh Tandrup griber det helt korrekt an, for børns egen kropsglæde starter med de voksnes glæde ved deres egen krop. Derfor er det godt, at man som forældre tør være nøgen foran sine børn.

»Jeg tror, at det er sundt, at børn ser, at vores kroppe ikke er gudeskønne. At mor har et ar, fordi hun har født ved kejsersnit, og at bryster ikke er dem, der hænger på bussen. Det giver børn en smuk forståelse af, at kroppen kan se forskellig ud, og at alle kroppe har ret til at være der,« siger hun.

Kønsforsker: Vi vil ikke være nøgne

Frygt har konsekvenser
Undersøgelsen, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, viser også, at knap hver tredje dansker mener, at det er upassende, at et to-tre-årigt barn løber nøgen rundt i haven, mens der er gæster på besøg. Christian Groes påpeger, at det kan have uheldige konsekvenser, hvis man antyder, at der er noget seksuelt over så små nøgne børn.

»Hvis børn fra en meget tidlig alder bliver indprentet skam og oplever frygten fra deres forældre, kan det senere i livet have konsekvenser for, hvordan de oplever kroppe og seksualitet. Det kan være, at de får et mindre afslappet forhold til deres egen krop og nøgenhed og et ubehag ved nøgenhed generelt,« siger Christian Groes.

Han opfordrer til, at man som forældre ikke lader sig diktere af panikken, presset og bekymringerne fra samfundet.

Udlændinge: Danskerne har et afslappet forhold til sex og nøgenhed

Derfor skal du sove nøgen

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes