Mange fortryder, at de ikke gik tidligere

Når man hører, at halvdelen af de danske ægteskaber går i opløsning, kan man hurtigt tro, at vi for raskt kasserer de forhold, vi er i.

Men en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, viser, at 49 procent af danskerne, der har en eller flere ekskærester i bagagen, har fortrudt, at de ikke brød forholdet noget tidligere.

At så mange danskere har været i et forhold, hvor de bagefter ærgrer sig over, at de ikke gav forholdet dødsstødet noget før, undrer ikke parterapeut Martin Østergaard.

»Et gammelt citat siger, at det er bedre at gå for tidligt, end det er at gå for sent. Det er der meget rigtigt i, for det tager lang tid at komme sig over de dårlige år, der er gået. Men det passer ikke til os bare at gå, for vores moral siger, at vi skal blive ved med at kæmpe, til vi ikke har mere hud på fingrene,« forklarer han.

Gør dette før I vælger skilsmisse

Nogle har brug for en voksen
Martin Østergaard oplever, at der ligefrem kommer par i hans praksis, som har dårlig samvittighed over, at de vil gå fra hinanden, og derfor har besluttet sig for at spørge en parterapeut, om det nu også er det rigtige.

»Når det kommer til kærlighed, tror jeg aldrig rigtig, at vi bliver voksne. Så det er rart, at der kommer en voksen og siger, at det er o.k. Ofte bliver de helt lettede og glade, når jeg bekræfter dem i, at kærligheden imellem dem lader til at være død,« forklarer han.

To simple spørgsmål kan afsløre om I bliver sammen – eller det ender i skilsmisse

Mænd er bange for følelseshavet
Undersøgelsen, som YouGov står bag, viser også, at flere mænd end kvinder er blevet i forholdet, fordi de var bange for at såre den anden, og trak det ud, selvom de burde have afsluttet det tidligere.

Martin Østergaard har mødt mange kvinder, der har følt, at det både var hende, der skulle tage initiativ til forholdet, og også skulle være den, der fik manden til at indse, at hans mange byture måske var et tegn på, at han gerne ville rykke videre.

»Det kan være svært, når man føler, at den anden ikke tager ansvar for forholdet eller bruddet. Men det er sjældent for at være ondskabsfulde – mange mænd har bare svært ved at tale om tingene. De er bange for, at kvinden skal blive sur, vred og ked af det, og at de skal stå over for det følelseshav, som kan gøre dem helt søsyge,« forklarer han.

Derfor går så mange forhold i stykker lige nu

Men betyder det ikke noget for mændene, at de efterlader det bedst mulige indtryk hos den, de forlader?

»Jeg tror, at mænd i deres arbejdsliv har brug for et godt eftermæle eller for at blive betragtet som professionelle, men jeg tror ikke, at de går efter at blive betragtet som professionelle af en kvinde. Jo, måske af en ny kvinde, men ikke af den gamle, for hun synes alligevel, at han er en idiot,« forklarer Martin Østergaard.

Fraskilt mor til syv: 5 tips til en lettere skilsmisse

mange fortryder

»Jeg holdt op med elske hende, men blev ved med at elske tanken om vores forhold.«
Kvinde, 21 år

»Jeg giver næsten altid folk/ting 20-30 chancer, før jeg melder fra …«
Mand, 42 år

»Vi havde skabt et liv sammen med hus og hund. Jeg troede desuden, at der ikke fandtes en mand til mig, og at jeg var nødt til at nøjes. Indtil jeg til sidst ikke engang kunne holde mig selv ud og var nødt til at gå, med frygten for at ende alene.«

Kvinde, 32 år

»Først var det af hensyn til børnene – som siden syntes, deres forældre burde have været skilt tidligere.«
Mand, 62 år

derfor trækkes pinen ud

37 procent af dem, der er blevet i et forhold, hvis dage allerede var talte, gjorde det af tryghed.

20 procent troede på forholdet og blev ved med at kæmpe for det, men det gjorde den anden ikke.

Kilde: YouGov, 1.010 svar

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes