Er dukker kun noget for piger?

Skal butikkerne sende et signal om, at Barbie-dukker er for piger og Lego Star Wars er for drenge? Det er et spørgsmål, der deler danskerne.

Mens 44 procent ifølge en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, mener, at kønsopdelingen skal fastholdes, mener 46 procent, at den skal droppes.

At omkring halvdelen af danskerne ønsker at gøre op med kønsopdelingen, mener kønsforsker Kenneth Reinicke, er et tegn på, at vi lader os påvirke af strømningerne for køn i Sverige.

Sådan opbevarer du børnenes badelegetøj med stil

»For 10 år siden ville man have betragtet opdelingen som mindre problematisk. Jeg tror helt sikkert, at vi vil opleve en endnu større tilnærmelse af kønnene, hvor ens køn ikke skal begrænse ens udfoldelsesmuligheder. Opdelingen i, hvad man vil betragte som drenge- og pigeting, vil nok ikke fuldstændig forsvinde, men den vil se anderledes ud og være mindre stereotyp,« forklarer han.

Væk fra stereotyperne
Hos Top-Toy, der står bag BR-butikkerne og TOYS”R”US, har man indtryk af, at piger og drenge godt kan lide at lege med legetøj på tværs af de traditionelle kønsspecifikke kategorier. Derfor har virksomheden siden 2015 både i sine kataloger og i butikker forsøgt at undgå en stereotyp opdeling i pigeting og drengeting.

Forældre: Okay at forlænge ferien

»I alle BR-butikker og nye TOYS”R”US-butikker er legetøjet ikke opdelt efter køn, men i produktkategorier som interaktiv leg, kreativitet og læring, klassisk legetøj, babyprodukter med mere,« skriver de på deres hjemmeside.

Af hensyn til kunderne
Anderledes ser det ud i Føtex og Bilka, hvor skilte over reolerne eller farver på hylderne i legetøjsafdelingen markerer, hvad der er legetøj til drenge, og hvad der er til piger.

»Det er ikke vores intention, at nogen skal føle sig forkerte ved at købe Turtles til piger eller prinsessedukker til drenge – tværtimod. Vi har tillid til, at kunderne selv beslutter, hvad de vil købe, og hvem de vil give det til. Men for nogle kunder, især de, der køber fødselsdags- og julegaver, er det en hjælp med inddelingen,« forklarer sortimentschef i Føtex Tore Nederland i en mail.

Så mange kører for stærkt tæt på skoleveje

De voksne skal ikke bestemme
Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen mener, at det er et forældet syn på børns leg og legetøj at opdele det i pige- og drengelegetøj.

»Børn gennemlever forskellige identiteter, og derfor er det også vigtigt, at man ikke siger, at noget er drengeting, og andet er pigeting. På samme måde skal man i daginstitutionerne stoppe med at spørge, om pigerne vil sy og drengene spille fodbold. Det kan godt være, at der er flere piger, der vil sy, og flere drenge, der vil spille fodbold, men det er ikke de voksne, der skal kategorisere, at en aktivitet er forbeholdt et bestemt køn,« forklarer hun.

Sådan gør du dit barn helt klar til skolestart

Søndagsavisen har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Top-Toy om, hvorfor de mener, at deres legetøj ikke skal opdeles efter køn, men virksomheden har ikke tid til at svare på spørgsmålet.

Ligesom Føtex heller ikke er vendt tilbage med et svar på, hvad der skal til, for at et stykke legetøj bliver vurderet til at være for henholdsvis piger eller for drenge.

hvad mener kønnene?

34 procent af kvinderne og 55 procent af mændene synes, at man skal fastholde, at der er nogle ting, der er pigeting, og andre ting, der er drengeting, eksempelvis legetøj.

58 procent af kvinderne og 33 procent af mændene synes, at man skal stoppe med at skelne mellem pigeting og drengeting, eksempelvis legetøj.

Kilde: YouGov, 1.005 svar

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes