Børns digitale liv skaber konflikter

Børn tænker ikke altid over, hvordan de kommunikerer på digitale medier.

Børn tænker ikke altid over, hvordan de kommunikerer på digitale medier.

De fleste børn er i dag udstyret med en smartphone, hvor de kan tale, chatte og fotografere, når de lyster.

Deres færden i det digitale univers er med til at knytte fællesskaber og styrke deres venskaber, men der er også en bagside ved at kunne kommunikere med hinanden digitalt.

Det fortæller børnefaglig konsulent Sanne Lind fra Børns Vilkår.

»Det er blevet lidt gratis at sende en sviner afsted, fordi man ikke på samme måde, som hvis man står ansigt til ansigt, kan se modtagerens spontane reaktion,« forklarer hun.

Både på BørneTelefonen, og når Sanne Lind tager ud til skoleklasser, oplever hun, at børns digitale liv er med til at skabe konflikter.

»Den generelle tendens er, at de ikke får reflekteret over, hvad de skriver til hinanden, fordi det går så stærkt. Nogle gange gemmer de beskederne, som konflikten handler om, så de kan tage dem frem igen. De kan altså holde gang i konflikterne unødigt længe, når de er nedskrevet,« forklarer hun.

Mindreårige børn får frit spil på sociale medier – det skal du vide som forælder

Grove og kommenterende
På Maglegårdsskolen i Hellerup nord for København er det leder af ressourcecentret Charlotte Andersens indtryk, at ni ud af ti konflikter mellem eleverne opstår på grund af de digitale medier.

»Det er alt fra bagtalerier, der bliver screendumpet, til børn, der bliver kede af det, når andre poster billeder fra oplevelser, de ikke selv har deltaget i. Børn vil gerne vise, hvem de er sammen med, men de glemmer, at det virker ekskluderende for dem, der ikke er med. Og så er det et stort problem, at de deler ting, som er taget ud af en kontekst,« forklarer hun.

En af de klasser, hvor det digitale liv har fået konflikterne til at eskalere, er i 5. klasse, hvor Lone Bjerregaard er klasselærer.

»De er meget grove og er ekstremt kommenterende. Det, man måske tidligere ville have hvisket til en god veninde i skolegården, bliver nu sagt til hele netværket. Og uden at tøve sender de ting videre, som er sagt i fortrolighed,« forklarer hun.

Teenagere på de sociale medier: Det er værre, end vi tror

Forældrene skal i aktion
Problemet er ifølge Lone Bjerregaard, at børnene ikke er opdraget til at gebærde sig i det digitale univers. De famler sig frem, og det kan gøre rigtig ondt.

»Det har fyldt rigtig meget i det her skoleår, og vi har måttet holde forældremøde om det, for det er vigtigt, at forældrene kommer på banen. Vi voksne lærer jo børnene, hvordan de skal vise hensyn og omtanke i den fysiske verden. Vi glemmer bare at gøre det, når det er på mobiltelefonen,« påpeger hun.

Charlotte Andersen fortæller, at der på hvert klassetrin er udarbejdet årsplaner for brugen af sociale medier, og at skolen også involverer forældrene i arbejdet.

»Det er alfa og omega, at forældrene tager ansvar og snakker med deres børn om, hvad de oplever digitalt, og er rollemodeller for deres børn. Børn gør nemlig ikke, som forældrene siger, men som de gør. Forældrene skal tænke over, om de nogle gange selv handler for impulsivt på de digitale medier, og hvilken betydning det eksempelvis har for andre, når de poster billeder på Facebook,« forklarer hun.

For at ruste forældrene til, hvordan de opdrager deres børn til at færdes digitalt, har Børns Vilkår i flere år taget ud på skolerne og holdt forældreoplæg, og de barsler med et nyt projekt i samarbejde med TDC.

»Gennem webinarer, som er målrettet forældre til børn i forskellige aldre, vil vi sætte fokus på forskellige tendenser i børns digitale liv. Vi kommer med konkrete redskaber og handlemuligheder, som klæder forældrene på til at forstå og tackle deres børns onlineliv. Et af temaerne, vi kommer til at tage op, er god tone, skriftsprog og konflikter,« forklarer børnekonsulent Sanne Lind.

Det forventes, at webinaret lanceres til efteråret.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes