Mange rammes af rastløshed i ferien

Mange bruger ferien på at tjekke arbejdsmail og glæde sig til, at de skal på arbejde igen.

Mange bruger ferien på at tjekke arbejdsmail og glæde sig til, at de skal på arbejde igen.

Ferien står for døren, autosvaret på arbejdsmailen er skrevet, og vækkeuret er klar til at komme i skammekrogen. Men selvom de fleste nyder at have ferie, oplever knap hver femte, at de i løbet af ferien bliver ramt af rastløshed og faktisk glæder sig til at komme på arbejde igen.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

Arbejdspsykolog Einar Baldursson mener, at en forklaring på rastløsheden er, at arbejdet for nogle fylder så meget, at forestillingen om at skulle tage afstand fra ens arbejde er som at skulle tage afstand fra sig selv.

Samtidig har vores onlineliv gjort, at vi har en følelse af altid at skulle være på.

»Vi kæmper hvileløst efter altid at være i besiddelse af noget aktuelt og interessant. Vi glemmer bare, at de ressourcer, vi trækker på, når vi er på arbejde, er ret vedligeholdelseskrævende, og derfor har vi også behov for at lade op,« siger han.

Så farligt er det at blive frosset ud på jobbet

Må man tjekke mails?
Bliver du ramt af rastløshed i ferien, skal du spørge dig selv hvorfor, lyder rådet fra tidscoach Trine Kolding.

»Hvorfor synes du, at du skal være i gang hele tiden? Og hvad kan du kanalisere din rastløshed hen på, når du ikke skal på arbejde? Måske kan du have nogle projekter: ordne din have, udarbejde en motionsplan eller noget helt tredje,« forklarer hun.

Får du i løbet af ferien abstinenser efter at tjekke din arbejdsmail, mener Trine Kolding ikke, at det er absolut no-go, medmindre du er på nippet til stress, eller det er et problem for familien.

»Der er masser af ledere, der oplever, at det giver ro i sindet, når de får lov til at tjekke deres mail. For så ved de, at der er tjek på tingene,« forklarer hun.

Arbejdspsykolog Einar Baldursson er derimod ikke fortaler for, at man blander mailtjekning og ferie.

»Den opladning, som virkelig kan bringe os videre, kræver, at man befinder sig i en særlig tilstand, som tjekning af arbejdsmail modarbejder,« siger han.

Få jobbet: Sådan lærer du at sige det ‘rigtige’

Slap af uden børn
Einar Baldursson anbefaler, at man i stedet koncentrerer sig om at være sammen med familien. Det styrker nærværet og giver bonus for hjernecellerne.

»At være social kræver mange mentale ressourcer, men det aktiverer hjernen på en måde, så man åbner sig for mere komplekse indtryk,« forklarer han.

Der er dog nogle mennesker, der synes, at det er meget udmattende at være social. Knap hver 10. glæder sig faktisk til at komme tilbage på arbejde, fordi det er drænende at være sammen med børnene og familien.

Har man børn, og kan man nikke genkendende til, at det er svært at få slappet helt af, så vær ærlig om det, mener Trine Kolding.

»Det handler jo ikke om, at man ikke elsker sine børn. Man er bare meget på som forældre. Så spørg bedsteforældrene, om de kan tage børnene et par dage, eller smid nogle ek­stra fridage ind, når børnene er begyndt i institution eller skole igen,« siger hun.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes