Spis rigtigt i vinterens sidste tid

En smoothie med grønkål og spinat er fyldt med C-vitamin, som er ekstra vigtigt om vinteren.

En smoothie med grønkål og spinat er fyldt med C-vitamin, som er ekstra vigtigt om vinteren.

Vinteren er på vej ind i sin sidste fase, og det hele bliver let gråt og kedeligt – også vores mad. Derfor er det vigtigt at få flere farver på tallerkenen og få en vitaminrig kost, der kan holde energiniveauet oppe, mens kulden bider.

Om vinteren spiser vi nemlig flere sammenkogte retter og simremad, og da udvalget af friske grøntsager er mindre, bliver maden let en mindre kreativ omgang, da vi i højere grad fristes til at vælge de nemme løsninger i køkkenet.

Derfor er kartofler, ris og pasta en sund del af aftensmaden

»Det, jeg oplever, er, at mange spiser de samme ting hele tiden, fordi der mangler lidt inspiration. Jeg møder mange, der spiser bøf den ene dag og frikadeller den næste. Men maden er ikke så varieret, og der er ikke så mange farver på tallerkenen,« siger klinisk diætist Maiken Beck.

Farver gør en forskel
Og netop det, at maden er farverig og indbydende, er vigtigt i vintermånederne, mener Maiken Beck, der opfordrer til, at man bruger flere farverige ingredienser som eksempelvis tomat i madlavningen.

»Indtil lyset kommer tilbage, handler det om at finde energien i den mad, vi spiser. Men det handler også om at få farverne ind på tallerkenen. Det med at have et måltid, der virker inspirerende, giver noget mere appetit og noget mere overskud,« siger hun.

Her er de 10 mest fedende og usunde madvarer

Den manglende variation i kostplanen, kombineret med at vi mangler sommerens solskin, kan betyde, at vi kommer til at mangle vitaminer i vintermånederne.

Derfor er det vigtigt, at man sørger for at få ekstra D-vitamin, blandt andet ved at spise fisk. Det kan for eksempel være laks eller hellefisk.

»Almindelige hvide fisk indeholder også D-vitamin, men jo federe fisken er, desto mere D-vitamin indeholder den,« siger Maiken Beck, der ud over fisk nævner avocado og æg som madvarer, der har et højt indhold af D-vitamin.

7 madvarer, der booster din skønhed og sundhed

Frugt, grønt og vitaminer
Også C-vitaminer er ekstra vigtige om vinteren. Derfor kan man med fordel indlægge små frugtmellemmåltider i løbet af dagen. Og selvom det ikke er sommer herhjemme, er der et stort udbud af frugt.

»Lige nu er der sæson for nogle rigtig lækre appelsiner og grapefrugter, der er fyldt med C-vitamin, og det er ananas også. Man kan lave nogle gode smoothies med for eksempel appelsin, citron og banan. Eller med spinat og grønkål. Det skal ikke være et hovedmåltid, men et mellemmåltid, der giver et energi-boost,« siger Maiken Beck.

Også blåbær, hindbær og jordbær er gode kilder til C-vitamin, uanset om bærrene ryger i en smoothie, eller om man kommer dem på sin mysli om morgenen.

Brug farvepaletten, når du serverer mad. Farver giver energi!
  • Start dagen med et godt proteinholdigt morgenmåltid – for eksempel havregrød, hjemmebagt brød med en god ost, yoghurt med blåbær eller lignende og frisklavet appelsinjuice eller en lille smoothie.
  • Spis fede fisk, avocado og nødder, og sørg for at få mælkeprodukter dagligt.
  • Brug årstidens friske grøntsager og salater fyldt med vitaminer og mineraler.
  • Brug årstidens friske frugter: appelsin, grape, sharon, ananas, blåbær med videre.
  • Vægt det lyse kød (kylling, kalkun med videre) og fisk i stedet for rødt kød – det giver en lettere fordøjelse og mere energi.
  • Sørg for at få holde et stabilt blodsukker over dagen – få et lille måltid mellem hovedmåltiderne, eksempelvis en avocado, frugt eller en lille grovbolle.

Kilde: Maiken Beck, diætist

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes