Her er 7 fødevarer, du kan være overfølsom overfor

Fødevareoverfølsomhed dækker over, at nogle af os får symptomer, når vi spiser bestemte fødevarer eller tilsætningsstoffer. Og det er netop overfølsomhed, det overordnet set handler om, og altså ikke allergi og intolerance, som man ellers tit hører, når talen falder på den mad, som nogle af os ikke tåler.

– Der er i virkeligheden slet ikke noget, der hedder intolerance. Det er en overfølsomhed over for fødevarer, vi taler om her. Og herunder findes der forskellige udgaver af denne overfølsomhed. En af dem kalder vi for allergi, forklarer Betina Hjorth, rådgivningschef ved Astma-Allergi Danmark.

Symptomerne i forbindelse med overfølsomheden forsvinder eller bliver mindre, når du ikke spiser fødevaren, og vender tilbage, når du spiser fødevaren igen. Og desværre kan du ikke forebygge fødevareoverfølsomhed. Er du først ramt, gælder det om at styre uden om de ting, du ikke tåler, og på den måde holde dig fri for symptomer.

6 madvarer, der sætter en stopper for oppustet mave

– Hvis du nogle gange kan tåle en fødevare og andre gange ikke, så er det ikke allergi. Så er der faktisk tale om noget andet. Det kan for eksempel være en følsom tarm. Nogle oplever også at få migræne af ost og rødvin, og det er heller ikke allergi, siger Betina Hjorth.

Kæmper du med høfeber, kan du desuden komme ud for, at du samtidig får en overfølsomhedsreaktion, når du spiser bestemte fødevarer.

– Der er mange voksne, der reagerer på frugt, grønt og nødder, fordi de har pollenallergi. Det kaldes en krydsreaktion og giver de klassiske allergisymptomer. Derfor kalder vi det for allergi, selv om man ikke kan måle den ved en allergitest, siger Betina Hjorth.

Sådan skruer du op for forbrændingen

Her er 7 fødevarer, du måske ikke kan tåle:

  1. Æg

Når du er allergisk over for æg, kan det både skyldes proteinerne i blommen og i hviden, så du er nødt til holde dig fra æg i det hele taget, fordi det er svært at vide, om blommen er helt ren for hviden og omvendt. De allergifremkaldende stoffer overlever en varmebehandling, og derfor får du en allergisk reaktion, uanset om æggene er kogt, stegt eller bagt. Denne allergi gælder alle former for æg, inklusive økologiske æg og æg fra andre dyr end høns.

Husk: Æg findes i meget forskellige fødevarer som for eksempel brød og pålæg samt kager og desserter. Derfor må du være grundig med at læse varedeklarationen.

  1. Nødder

Du kan godt have allergi over for en bestemt nød og samtidig tåle andre nødder. Det er dog typisk cashewnød, hasselnød, mandel, paranød og valnød, der giver en allergisk reaktion. De fleste nøddeallergikere har også pollenallergi.

Husk: Vær omhyggelig med at læse varedeklarationen, fordi mange fødevarer kan være tilsat nødder eller have spor af nødder. Typiske eksempler er brød, mysli, kager, slik, hummus og pesto.

Optimist eller pessimist? 5 veje til et positivt sind

  1. Soja

Sojaallergi er en yderst sjælden allergi i Danmark, men hvis du er allergisk over for soja, kan du risikere også at få allergiske reaktioner, når du spiser andre bælgfrugter som for eksempel grønne ærter, bønner, linser eller jordnødder. Det skyldes, at proteinerne i disse fødevarer ligner hinanden. Kroppen reagerer, fordi den ikke kan skelne stofferne fra hinanden.

Husk: Soja kan forekomme i mange produkter som for eksempel suppe, frosne hamburgere og kebab. Plus vegetarretter, der ofte indeholder soja. Også pølser kan indeholde soja. Brød, sandwichboller, pølsebrød og kager kan indeholde soja. Og de mere eksotiske fødevarer som for eksempel tofu, tamari og miso er alle fremstillet af soja.

  1. Jordnødder

Allergi over for jordnødder er blevet mere og mere almindeligt. Man ved ikke hvorfor, men det kan skyldes, at jordnødder er blevet mere almindelige fødevarer. Samtidig er jordnøddeallergi også en allergi, som der oftest er kraftige reaktioner på for eksempel i form af svære astmaanfald og allergisk chok. Jordnødder er faktisk ikke nødder, men derimod en bælgfrugt. Så hvis du er allergisk over for jordnødder, kan du derfor risikere også at få allergiske symptomer, når du spiser andre bælgfrugter. For eksempel grønne ærter, soja, bønner og linser. Cirka en ud af fire med jordnøddeallergi vil også reagere på lupin, der findes i mange fødevarer som lupinmel. Symptomer kan være opkast, nældefeber samt mere livstruende allergiske reaktioner. Det har desuden vist sig, at hvis du har jordnøddeallergi, kan du også reagere, når du spiser karry, hvilket skyldes indholdet af bukkehornsfrø.

Husk: Vær særlig opmærksom på morgenmadsprodukter, som nogle gange indeholder jordnødder eller spor af jordnødder. Middagsretter, kager, desserter, slik, chokolade og is kan alle indeholde jordnødder. Igen er det vigtigt at læse varedeklarationen grundigt.

  1. Hvede

Det meste almindelige er, at du kun har allergi over for en enkelt kornsort, og her er det typiske hvede. Men du kan også godt være allergisk over for rug. Hvedeallergi skal ikke forveksles med overfølsomhed over for gluten – cøliaki.

Husk: Der indgår hvede i mange fødevarer. Eksempelvis rugbrød, pasta morgenmadsprodukter og pålæg. Derfor er det lidt af et detektivarbejde, som du er på, når du skal undgå hvede, så læs varedeklarationerne.

  1. Rejer

De fleste, der har rejeallergi, er også allergiske over for hummer, krebs og krabber. Allergien skyldes som regel et bestemt protein – tropomyosin – der findes i de fleste leddyr. Proteinet er varmestabilt, og derfor vil eksempelvis kogning ikke kunne reducere din allergiske reaktion. Er du særlig følsom, kan selv de små mængder protein, der frigøres ved kogning af rejer og andre leddyr, give dig allergiske reaktioner, når du indånder dampen fra kogningen.

Husk: Skaldyr findes typisk i pålæg, dressinger samt oystersauce eller fishsauce, men igen gælder reglen om at nærstudere varedeklarationen, så du er sikker på at undgå skaldyr. Vær også opmærksom på, at gigtmidlet glucosamin blandt andet er udvundet af skaldyr og derfor ikke bør bruges, hvis du har skaldyrsallergi.

  1. Fisk

Har du allergi over for fisk, reagerer du oftest på et protein, der findes hos mange fisk, og derfor vil du typisk ikke kunne tåle fisk overhovedet. Samtidig er allergenerne varmestabile, og de kan dermed ikke hverken koges eller steges væk.

Husk: Fisk kan indgå i pålæg, for eksempel leverpostej, hvor der kan være ansjoser i, ligesom der kan være fisk i middagsretter samt oystersauce eller fishsauce. Hvis fisk har været opbevaret for varmt, kan bakterier (som findes på fisken) danne så store mængder histamin, at du får symptomer som ved allergi.

Symptomerne kan være en brændende fornemmelse på tungen og læberne og i svælget samt rødmen i ansigtet og på halsen og brystet. Hvis du oplever det, skal du spytte maden ud og lade være med at spise resten. I Danmark er der kun få tilfælde af histaminforgiftning om året.

Gå til lægen
Hvis du har mistanke om, at du har fødevareallergi, bør du altid kontakte lægen, før du begynder at udelukke forskellige fødevarer fra kosten. Det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose, bl.a. fordi symptomerne kan skyldes andet end overfølsomhed.

Desuden er der en risiko for at blive fejlernæret, hvis du udelukker vigtige fødevarer fra kosten. Det skal du derfor kun gøre, hvis lægen har stillet en diagnose, der siger, at det er nødvendigt. Hvis det er tilfældet, bør du samtidigt få vejledning i, hvordan du kan sammensætte en sund kost uden de fødevarer, som du er overfølsom overfor. Kilde: Astma-allergi.dk

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes