Markant forskel: Så sundt er økologisk frugt og grønt

Et banebrydende studie viser nu, hvor meget sundere det er at spise økologisk.

Et banebrydende studie viser nu, hvor meget sundere det er at spise økologisk.

En til to ekstra portioner grøntsager om dagen. Så mange af de sunde anti­oxidanter vil det svare til, at du spiser yderligere, hvis du skifter til økologisk frugt og grønt.

Der er normalt meget fokus på pesticidrester, når man sammenligner økologiske og ikkeøkologiske fødevarer, men sundhedsværdien på en række parametre er markant højere i økologisk frugt og grønt. Det viser et omfattende studie udgivet i tidsskriftet British Journal of Nutrition, hvor forskere har gennemgået al videnskabelig litteratur med sammenligninger af de to dyrkningsmetoder.

Faktisk kan du forebygge kræft ved at skifte de sprøjtede grøntsager ud med de usprøjtede. Og studiet er banebrydende, mener en fremtrædende dansk forsker på området.

»Der dukker jo hele tiden nye undersøgelser op, som siger først det ene og så det andet, der forvirrer forbrugerne. Men det her studie er meget overbevisende, fordi de har undersøgt al relevant litteratur og fundet markant forskel, og fordi de kigger på den samlede sundhedsværdi,« siger professor på Aarhus Universitet Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.

Især to forhold i undersøgelsen viser, at man kan forebygge kræft ved at spise økologisk. I studiet fandt man, at der var op til 69 procent højere indhold af antioxidanter i økologiske produkter. Antioxidanter er for eksempel vitamin C og E og har længe været i fokus som stoffer, der kan forebygge kræft.

Læs også: Ny kræftmedicin er en revolution

Færre tungmetaller

Forskerne bag den nye undersøgelse opdagede også, at indholdet af tungmetallet cadmium er 50 procent mindre i økovarer – et tungmetal, der fører til flere forskellige former for kræft.
Den markante forskel på sundhedsværdien overrasker ikke seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk Camilla Udsen.

»Det giver god mening, at økologi er sundere samlet set, for man bruger typisk nogle gamle sorter, som er mere modstandsdygtige over for svampesygdomme, og derfor er det naturligt, at de eksempelvis har flere antioxidanter,« siger hun.

Ikke overraskende var der også et langt større indhold af pesticider i den konventionelle frugt. Ifølge undersøgelsen er det fire gange mere sandsynligt at finde sprøjtegifte i de traditionelle produkter. Og flere af de pesticider, der er tilladt i EU, er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

»De kan både give for tidlig pubertet hos piger og misdannede kønsorganer hos drenge, så jeg vil helt fraråde gravide og børn at spise konventionel frugt og grønt,« siger professor Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.

Læs også: Denne kampagne vil få dig til at smide dine ikke-økologiske fødevarer ud

så markant er forskellen
Forskere på Newcastle University i England er nået frem til, at økologisk frugt og grønt er markant sundere end konventionelt.
Der er op til 69 procent højere indhold af antioxidanter i økovarer. Antioxidanter kan forebygge kræft
Der er 50 procent mindre indhold af tungmetallet cadmium i økologisk frugt og grønt. Et tungmetal, der kan lede til kræft
Der er fire gange større sandsynlighed for at finde pesticider (sprøjtegifte) i konventionelle fødevarer. De kan være hormonforstyrrende
Kilde: British Journal of Nutrition

Giver cocktaileffekt

Sprøjtegifte er en nervegift, der skal bekæmpe svampe og slå insekter ihjel. Stofferne er reguleret af EU, så en vis mængde er tilladt i konventionelle fødevarer, hvis det holder sig inden for en grænseværdi, men grænseværdierne tager ikke højde for den såkaldte cocktaileffekt.

»Vi kan ikke bruge det til meget, at grænseværdierne bliver overholdt, for man skal se på det samlede indtag af kemikalier fra alle de fødevarer, vi spiser, og de kan også påvirke hinanden negativt,« Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.

Tilmeld nyhedsbrev
Find os på Facebook
KOMMENTARER