Ugens kronik: Vi vil gerne leve grønt, men den politiske opbakning mangler

Danskerne vil gerne skære ned på kødforbruget, men der mangler politiske initiativer til at understøtte tendensen.

Danskerne vil gerne skære ned på kødforbruget, men der mangler politiske initiativer til at understøtte tendensen.

Om et køleskab er bæredygtigt, er ikke længere kun et spørgsmål om, hvilken energiklasse det har. Nu bliver det i stigende grad målt på, hvor meget grøntsagsskuffen bugner.

Vi danskere er begyndt at spise mindre kød. En ny undersøgelse fra Gallup viser, at 42 procent af danskerne har en eller flere kødfrie dage om ugen.

Både Coop og Dansk Supermarked melder om en årlig stigning på 30 procent i salg af grøntsager og andre vegetarprodukter. Og flere universiteter, skoler og virksomheder har indført kødfrie dage i kantinen.

Sådan får du hele familien til at spise grøntsager

Der tegner sig et klart billede af en masse mennesker, som gerne vil spise sundere og mere bæredygtigt.

Og det er virkelig opløftende at se danskerne tage et ansvar, da kødproduktionen kaster sine skygger langt ud over de danske grænser.

Husdyrproduktionen tegner sig nemlig for 14,5 procent af udledningen af drivhusgasser. Det er mere end drivhusgasudledningen fra al transport tilsammen.

Dertil kommer, at produktionen af sojafoder til de danske dyr lægger beslag på arealer i Sydamerika, der samlet svarer til størrelsen på Sjælland. Det fører til rydning af regnskove og tab af natur og arter.

Hjælper på vores sundhed
Heldigvis hænger planetens sundhed sammen med vores egen sundhed.

WHO konkluderede sidste år, at vores høje forbrug af rødt og forarbejdet kød øger risikoen for kræft. Og på Fødevarestyrelsens hjemmeside fremgår det, at vegetarisk kost hjælper på en lang række livsstilssygdomme såsom diabetes, fedme, hjerte-kar-sygdomme, nyrelidelser og forhøjet blodtryk.

Så når vi tager en eller flere kødfrie dage, gør vi både os selv, dyrene og planeten en stor tjeneste. Men det skal ikke udelukkende være den ensomme politiske forbrugers ansvar.

Her er Nordens 10 sundeste grøntsager

Vi kender allesammen det at stå bøjet over køledisken – fanget midt imellem politisk korrekthed på den ene side og husholdningsbudgettets tyranni på den anden. Det kan hurtigt blive udmattende. Dertil kommer, at fødevareproduktion er blevet ugennemsigtig.

Prisen på konventionelt produceret kød afspejler for eksempel ikke den omkostning, det har for kloden. Med andre ord bliver regningen sendt videre til vores børn og de fattige lande, hvor klimaforandringerne rammer hårdest.

Kan løses på mange måder
Derfor er det et fælles ansvar, som kræver en fælles indsats. Vi kan gå sammen i fællesskaber og presse på for, at børnehaven, plejehjemmet eller vores arbejdsplads indfører kødfrie dage. Men tiden er også inde til at spørge, hvad der kan gøres fra politisk side for at understøtte den spirende tendens, vi ser i forhold til at begrænse kødforbruget.

Heldigvis er der mange løsninger at tage fat på.

Man kunne eksempelvis indføre en differentieret moms, som vil gøre de mindre klimabelastende varer billigere for forbrugeren. Eller have en målsætning i offentlige institutioner om en vis procentdel kødfrie retter, ligesom vi i dag har en målsætning for andelen af økologi i offentlige institutioner.

Derfor skal du vælge frosne grøntsager frem for friske

Et mindre, mere kvalitetsorienteret forbrug af kød som for eksempel kødfrie dage gør i øvrigt, at tingene hænger sammen økonomisk, hvis man vælger økologi. Det viser erfaringer fra blandt andet Aarhus Universitet.

Et tredje forslag kunne være en mærkningsordning af kød, der gør det lettere for os allesammen at gennemskue, hvor stort CO2-aftrykket er på de varer, vi køber.

Uanset hvilken retning vi vælger at gå, er det klart, at vi fra politisk side har et ansvar for at understøtte forbrugernes vilje til forandring. For selvom det går den rigtige vej, er der lang vej igen for en af verdens mest kødspisende nationer. Lad os komme i gang!

Kronikører

Ugens kronikører er David Pedersen, Kødfri Mandag, og Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes