5 typiske myter om motion

Bliver du også tit forvirret over velmenende råd eller folks fikse ideer, når du skal træne? Ernæringsekspert Per Brændgaard kommenterer her fem sejlivede myter om motion.

Myte 1: Motion slanker helt vildt godt
Motion giver et varigt vægttab på kun 1-2 kg i gennemsnit. Motion slanker dårligt, fordi 1) Man holder op med det efter noget tid. 2) Man bliver mere sulten, så man spiser mere. 3) Man får trang til at belønne sig, så man spiser mere. 4) Man kompenserer ved at være tilsvarende mere inaktiv på andre tidspunkter af dagen.

Er du (også) sundhedsfascist? Læs Per Brændgaards klumme om sundhedsstress på femina.dk

Myte 2: Løb er den bedste motionsform
Der er et stort socialt pres for at dyrke løbetræning. Mange løber som følge af automatiske, negative tanker om, at man bør løbe. Selv om løb kan være udmærket motion, kan det også være både fysisk og psykisk nedbrydende, f.eks. hvis din krop er tung. Lyt til din krop og dig selv. Måske kan du finde en motionsform, der er både mere effektiv, skånsom og motiverende, end løb vil være for dig.

Myte 3: Motion giver energi
Motion kræver energi. Du er nødt til at føle dig rimelig energisk, inden du går i gang med en motionsomgang for at kunne gøre det. Motion kan gøre, at humøret er bedre efter motionen sammenlignet med før motionen. Men det kan også være, du bare føler dig træt og har brug for at ligge på sofaen.

Find ud af, hvad der skal til for at øge dit energiniveau før motion. Tidligere fri fra arbejde? Meditation? Bedre mad? Mad på et andet tidspunkt? En lur? Eller måske bare en kop kaffe?

Sandt eller falsk? Her får du fire myter om din kost på femina.dk

Myte 4: Motion skal være gøre ondt for at gøre godt
Lidelse og ubehag er ikke i sig selv tegn på, at man dyrker god motion. Motion ved blot let til moderat intensitet (f.eks. gang og yoga) kan give gode fysiske virkninger i form af forbedret stofskiftekondition, appetitregulering, blodsukker og hjertesundhed.

Det er rigtigt, at motion med højere intensitet giver noget ekstra, men det behøver ikke at føles ubehageligt. Musik til motionen, motion sammen med andre og motionsformer, som man rent faktisk godt kan lide, kan gøre, at det er hårdt fysisk og en behagelig oplevelse psykologisk set samtidig.

Myte 5: Jo mere, jo bedre
For meget motion er usundt for både krop og psyke. Maratonløb, triatlonjernmand og andre former for ekstremsport nedbryder kroppen på en skadelig måde. Folk, der dyrker enormt meget motion, lider måske af en motionsforstyrrelse og misbruger måske motion til at regulere negative følelser.

Ligesom ved spiseforstyrrelser og madmisbrug. Den eneste forskel er, at motionsforstyrrelser er socialt accepterede. Når det kommer til motion for sundhedens skyld, så gælder det om at dyrke tilpas – ikke for lidt og ikke for meget. Bare nok.

Sådan gør du dit løb til en vane

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes