‘Sports’-kakao er fyldt med kalorier

Matilde Sport bør ikke bruges af motionister, mener ernæringseksperter.

Matilde Sport bør ikke bruges af motionister, mener ernæringseksperter.

Matilde Sport har ifølge flasken 40 procent ekstra protein, der hjælper med at vedligeholde og øge muskelmassen hos dem, der træner.

Men ifølge ernæringseksperter fra Professionshøjskolen Metropol bør almindelige mennesker ikke drikke den i forbindelse med træning. Og slet ikke, hvis de træner for at tabe sig.

»Hvis man ønsker at brænde kalorier af under sin træning, skal man absolut ikke drikke det her. Der er et ret højt sukkerindhold i, så man får mange kalorier af at drikke sådan en halv liter. Kakaomælk har ikke nogen berettigelse i en naturlig, sund kost. Det bør kun drikkes til festlige lejligheder, og det hører ikke hjemme i træningscentret,« lyder kritikken fra Preben Vestergaard, der underviser i sundhed og ernæring.

Her er de fem sundeste sukkerfix

Mest til svage ældre
Flasken med kakaomælk indeholder 335 kalorier, som ifølge Preben Vestergaard er 12-15 procent af en persons daglige energibehov.

»Et af kostrådene lyder, at man skal slukke tørsten i vand, også når man dyrker motion. Ernæringsmæssigt er det her produkt ikke velegnet til nogen, selvom det både er fedtfattigt og indeholder kalcium og protein. Det skulle da lige være til svage ældre, som har nedsat appetit og trænger til mere kød på kroppen,« tilføjer Preben Vestergaard.

Det er ikke første gang, at et produkt er blevet markedsført med, at det indeholder ekstra protein, som er godt, hvis man træner og gerne vil vedligeholde eller øge sin muskelmasse. Så kan Matilde Sport ikke have en berettigelse for dem, der træner meget?

Det kan være en let løsning for personer, der træner rigtig meget, og som har et højere behov for protein og kulhydrat, men ikke for motionis­ter, der træner nogle gange om ugen, siger Rikke Larsen, der er lektor i ernæring på Professionshøjskolen Metropol og medforfatter til en bog om sportsernæring.

Safran holder styr på din sukkertrang

Kan få protein andre steder
»Folk, der træner rigtig meget, kan have brug for ekstra protein, men de kan sagtens få det fra andre kilder som kød, fisk, æg og mælkeprodukter. De, der træner nogle gange om ugen og måske ønsker at tabe sig, kan også klare sig med almindelig mad efter træning. Her får man fint dækket sit behov for næringsstoffer og undgår at indtage for mange kalorier. Vi danskere får rigeligt med protein i vores almindelige kost,« siger Rikke Larsen og tilføjer:

»Det er jo ikke sådan, at man øger sin muskelmasse ved at træne en time om ugen og drikke kakaomælk. Der skal mere til.«

Hos Arla medgiver kategoridirektør Laurent Ponty, at Matilde Sport ikke er til amlindelige motionister.

»Vi lancerede produktet, fordi vi fik at vide, at mange sportsudøvere bruger kakaomælk som restitution efter sport. Derfor ville vi lave noget med ekstra protein til dem, der dyrker meget sport,« siger han og tilføjer:

»Produktet er målrettet dem, der løber meget lange ture eller bruger meget tid i fitnesscentret. Altså dem, der træner så meget, at de har behov for ekstra protein. Det er ikke målrettet almindelige motionister,« siger Laurent Ponty og bemærker, at Matilde Sport også produceres i en variant med reduceret sukkerindhold.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes