DR og TV 2: Ny og ekstrem billig streamingtjeneste skal stoppes

Ny streamingtjeneste ser ved første øjekast lovlig ud, men jurister advarer imod at bruge den.

Ny streamingtjeneste ser ved første øjekast lovlig ud, men jurister advarer imod at bruge den.

Ny streamingtjeneste på internettet lover 300 tv-kanaler for 259 kroner om måneden. OrangoTV hedder tjenesten, der blandt hundredvis af kanaler har DR, TV 2, Viasat og Discoverys kanaler med i programpakken. Det lyder for godt til at være sandt, og det er det også.

For tjenesten har ifølge blandt andre Danmarks Radio og TV 2 ingen rettigheder til at sælge deres signaler. Kanalernes juridiske afdelinger er bekendte med tjenesten, som de ønsker hen, hvor peberet gror, men meget mere vil de ikke sige:

»Jeg kan bekræfte, at det er en ulovlig udenlandsk pirattjeneste, som er registreret på Gibraltar. Også at Copydan, som er den organisation, der clearer rettighederne til videredistribution, ikke har nogen aftale med sitet. De har med andre ord ikke rettigheder til at distribuere vores indhold,« siger DR’s jurachef Peter Skov og forklarer, at piraterne er svære og omkostningstunge at komme til livs, fordi de befinder sig i udlandet, og fordi de hurtigt genopstår under nye navne.

Danskerne har talt: Denne streamingtjeneste er bedst

Hos Discovery Networks Denmark, der blandt andet står bag Kanal 4, Kanal 5, 6’eren og Eurosport Danmark, og hos TV 2 ser man også tjenesten som ulovlig, men ifølge Michael Hansen, der er souschef i TV 2’s kommunikationsafdeling, ønsker man ikke at udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.

Ligner en lovlig side
For det utrænede øje ser OrangoTV professionel og legal ud. Tjenesten er ikke gratis som så mange andre pirattjenester, siden har dansk support, og på tjenestens danske Facebook-side bliver man blandt andet informeret om aktuelle signalproblemer i Danmark. Det er svært at gennemskue, hvorvidt siden er lovlydig.

Hvorfor have en TV-pakke, når man kan streame?

Der er dog alligevel nogle tydelige tegn på, at man skal undgå sider som OrangoTV.

»For det første er tilbuddet alt for godt, i forhold til hvad de enkelte kanaler koster, hvis man ser dem på lovlig vis. Og du kan ikke se, hvem der ejer siden, så du ved ikke, hvem det er, du udleverer dine personlige og kortoplysninger til,« siger Lars Underbjerg, der er sikkerhedschef hos STOP – Nordic Content Protection.

På vegne af blandt andre Canal Digital, Viasat, TV 2, Divisionsforeningen, SBS/Discovery og Boxer arbejder han for at bekæmpe tyveri af tv-signaler. Han vil ikke udtale sig om den konkrete hjemmeside, men fortæller, at der findes flere hundrede lignende sider, som tilbyder ulovligt indhold. En stor del tilbyder nordiske kanaler, de ikke har rettigheder til.

Fælles for de fleste er løfter om, at de er 100 procent lovlige, men stoler man på det og køber et abonnement hos en ulovlig tjeneste, gør man sig skyldig i at krænke ophavsretsloven, og det kan udløse en bøde. Men det kan vise sig at blive det mindste problem:

»Når du ikke ved, hvem du udleverer dine kontooplysninger, kreditkortoplysninger og sikkerhedskode til, så højner du risikoen for identitetstyveri, og det kan have store konsekvenser,« siger Lars Underbjerg.

Sådan gør du tv’et smartere: 5 metoder til filmstreaming, internet og apps på tv’et

»Vi er lovlige«
Stiller man et spørgsmål på dansk på OrangoTV’s Facebook-side, så får man et svar på dansk, og man kan ligeledes kontakte en supportmail på dansk. Det gjorde Søndagsavisen.

Vi spurgte, om brug af OrangoTV er lovligt. Der kom hurtigt et svar:

»Jeg kan forsikre dig om, at det er 100 procent lovligt,« skriver en medarbejder, og Søndagsavisen bliver også kontaktet af OrangoTV’s stifter, der dog ønsker at være anonym og ikke ønsker at medvirke i denne artikel.

Strafferammen for at bryde ophavsretsloven og for eksempel sælge tv-signaler uden aftaler er op til seks års fængsel. Abonnenter af en ulovlig streamingtjeneste risikerer en bøde.

Sådan får du bedre og mere stabilt internet til streaming i selv de fjerneste kroge af hjemmet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes