Sommerdæk til høje biler i problemer

FDM har sammen med den tyske bilistorganisation ADAC og adskillige europæiske søsterklubber testet 15 sommerdæk i størrelsen 16 tommer (215/65 R16).

Det er en gængs størrelse til populære høje biler som Nissan Qashqai og VW Tiguan.

De fleste dæk klarer sig gennemsnitligt eller noget bedre og med generelt gode egenskaber på tør og våd vej. Kun to dæk falder helt igennem.

Flere af dækkene bærer også mærket ‘M+S’, hvilket indikerer, at de også er egnet til mudder og sne. Det er imidlertid langtfra tilfældet, viser testen.

»M+S kunne give det indtryk, at dækket også kan bruges om vinteren. Derfor valgte vi undtagelsesvis også at teste dem på sne, og her falder de stort set alle helt igennem. Faktisk klarer de sig ikke bedre end et almindeligt sommerdæk i vinterføre. Det er naturligvis ikke godt nok og bør give røde ører hos producenterne. Så selvom det er fine sommerdæk, er der altså ikke nogen vej uden om vinterdæk, hvis man vil køre i vinterføre,« siger Søren W. Rasmussen, der er teknisk redaktør hos FDM Motor.

Brug ikke M+S som vinterdæk
Dækimportørforeningen oplyser, at man faktisk kan opleve, at et M+S-dæk anbefales som et vinterdæk på trods af de ringe egenskaber i vinterføre.

»I virkelighedens verden behøver et M+S-dæk ikke at være særligt vinteregnet. I dag er det praksis for dækproducenterne at tilføje et ’snefloksymbol’ på dæk udviklet til egentlig vinterbrug, så det skal man se efter,« siger Kenneth Saust, formand for Dækimportørforeningen.

»Nogle af de høje biler kan være monteret med dæk, der er lidt mere robuste, så de kan bruges til lejlighedsvis kørsel uden for almindelig vej. Hvis man bruger bilen til at trække en hestetrailer eller lignende, vil det være klogt at vælge et M+S-mærket dæk med et mønster, som giver mere trækkraft på løst eller smattet underlag. Jeg anbefaler, at man drøfter behov og muligheder med sin lokale dækforhandler,« lyder rådet fra Dækimportørforeningen.

Testen af sommerdæk kan læses på fdm.dk.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes