Test: Billige solbriller beskytter lige så godt som dyre

Optometrist Joaquim Torner Jordana og afdelingslæge Nina Jacobsen, begge fra Rigshospitalets øjenklinik i Glostrup, måler, om der trænger uv-stråler gennem glassene.

Optometrist Joaquim Torner Jordana og afdelingslæge Nina Jacobsen, begge fra Rigshospitalets øjenklinik i Glostrup, måler, om der trænger uv-stråler gennem glassene.

De dyreste solbriller indkøbt til denne test er 65 gange dyrere end de billigste. Men alle ni par har optimal beskyttelse mod uva- og uvb-stråler.

Det viser en test foretaget af optometrist Joaquim Torner Jordana og afdelingslæge Nina Jacobsen fra øjenklinikken ved Rigshospitalet, som har målt uv-beskyttelsen i et spektrofotometer.

»Der er ikke nogen grund til at købe de dyre briller, hvis man bare er på udkig efter et par solbriller med optimal uv-beskyttelse,« siger Joaquim Torner Jordana og påpeger, at man dog godt kan være uheldig at købe briller med dårlig uv-beskyttelse.

»På markeder eller på stranden kan man risikere at købe kopivarer uden tilstrækkeligt uv-filter. Jeg vil råde til, at man køber CE-mærkede solbriller i en butik. Så bør uv-beskyttelsen være i orden,« siger han og suppleres af Nina Jacobsen:

»Man skal også tænke over, at hvis man vælger en smal solbrille, kan strålerne komme ind fra siden, ovenfra og nedefra, så øjne og øjenomgivelser ikke beskyttes optimalt.«

Se solbrille-testen her 

solbriller

Kategorier på solbriller handler ikke om uv-beskyttelse, men om, hvor meget lys de lukker ude.

Kategori 0: 20% eller mindre
Kategori 1: 20-57%
Kategori 2: 57-82%
Kategori 3: 82-92%
Kategori 4: 92-97% (ikke egnet til bilkørsel)

Kilde: Danmarks Optikerforening

Kvalitet er andet end uv-filter
Uv-beskyttelsen er altså i top, også hos testens billigste briller fra Søstrene Grene. Men de knager, når man folder de meget stramt monterede stænger ud.

»Her kan man måske tale om en kvalitetsforskel. Holdbarheden og materialerne kan være bedre i dyrere briller, som også kan have coatede glas, der beskytter mod ridser,« siger Nina Jacobsen.
Joaquim Torner Jordana råder også til, at man ved køb af solbriller lægger mærke til, om farverne bliver forvrænget, og om udsynet virker behageligt og skarpt.

»Desværre har andre undersøgelser vist, at både billige og dyre briller kan have små defekter i glassene, og det kan give hovedpine og andre gener ved længere tids brug,« siger han.

Se solbrille-testen her 

Hvornår skal du gå med solbriller?

Bør man gå med solbriller?
Nina Jacobsen: »Hvis man bliver blændet, er det en god idé, især i trafikken. Meget sollys kan også øge risikoen for grå stær, og her kan solbriller beskytte. Nogle mener, at solbriller kan forebygge øjensygdomme, der kommer med alderen, for eksempel forkalkninger i øjet. Solbriller beskytter mod UV-stråler, giver bedre komfort, end når man kniber øjnene sammen, og forbedrer synet i kraftig sol. Men sollyset menes samtidig at kunne mindske risikoen for at blive nærsynet, så solbriller er ikke kun gode. Man kan ikke sige med sikkerhed, at lyset er så skadeligt, at man skal gå med solbriller.«

Joaquim Torner Jordana: »Lyset er godt for ens humør og døgnrytme. I forhold til forkalkninger i øjet er det nok vigtigere at holde op med at ryge end at gå med solbriller. Man skal passe på ikke at bruge solbriller for meget, for man kan blive afhængig af dem og mere lysfølsom uden.«

Hvornår bør man bruge solbriller?
Nina Jacobsen: »På havet og på skiferien er det en god idé.«

Joaquim Torner Jordana: »Og ved stranden og i bjergene. Også i Danmark er det vigtigt, fordi solen ofte står lavt på himlen. Øjnene er mest udsat for uv-stråler formiddag og eftermiddag. Når solen står højt på himlen, er øjnene bedre beskyttet, fordi de ligger trukket lidt tilbage i hovedet.«

Skal børn gå med solbriller?
Nina Jacobsen: »Børns linse i øjet er klarere end voksnes, så deres øjne lukker mere lys ind. Derfor er solbriller gode for børn. Men det er ikke farligt at lade være. Man kan måske udskyde en grå stær, man ville have fået som 60-årig, til man bliver 70.«

Beskytter alle solbriller mod uv-stråler?
Joaquim Torner Jordana: »De fleste almindelige briller og nyere modeller af kontaktlinser har uv-beskyttelse. Men man kan ikke være helt sikker. Vil man være sikker på, at ens solbriller har den optimale uv-beskyttelse, skal man gå efter CE-mærket eller gå til en optiker.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes