Lars Mikkelsen om lillebror Mads: »Vi har den samme sult«

Lars og Mads Mikkelsen er det tætteste, dansk film lige nu kommer på Laudrupbrødrene.

Mads Mikkelsen har hovedrollen i tre sæsoner af den amerikanske tv-serie ‘Hannibal’, og storebror Lars Mikkelsen har en af de bærende roller i ‘House of Cards’.

Hvorfor de to brødre er så dygtige, kan han ikke svare på, men én ting har de to  tilfælles.

»Vi er nok selv de dårligste til at forklare, hvad det er, vi kan, men vi har begge en meget pågående interesse for at lære noget mere om faget, og det driver os frem. Vi har den samme sult,« siger storebror Lars, der midt i al successen også får tid til at se sin bror.

»Vi ses selvfølgelig indimellem, men vi er jo i hver vores ende af verden. Vi har vores faste ting – jul, påske, fødselsdage. Det er fuldstændig som i alle andre familier, og vores forældre er selvfølgelig stolte af os,« fortæller Lars Mikkelsen, der ikke kommer fra en skuespillerfamilie, selvom faderen dog har haft en mindre rolle i filmen ‘Brutal Incasso’.

»Der er faktisk ikke nogen, der kan forklare, hvorfor vi er nået dertil, hvor vi er i dag.«

Mads og Monty Python

Med Lars Mikkelsens succes i udlandet er det på internationale hjemmesider blevet diskuteret, hvordan han har fået sin britiske cockney-accent, som han taler med i blandt andet den britiske tv-serie ‘Sherlock Holmes’.

»Det stammer helt tilbage fra min tidlige ungdom, hvor jeg sad derhjemme og lyttede til Monty Python på plade sammen med Mads, og så har jeg boet i East London, hvor man taler sådan. Jeg har egentligt bare efterlignet de mennesker, jeg har lyttet til.«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes