Casper Christensens drøm: Vil have succes i udlandet

»Danmark kunne måske have opfundet Teslaen – men folk blev bange for elbil-eventyret. Og hvis de havde stolet på sig selv og deres mavefornemmelser, så var det måske lykkedes. Alt bliver jo ikke en succes med det samme – de første sæsoner af min tv-serie ‘Langt fra Las Vegas’ var frygtelig dårlige – det skal lige i gang, og der skal være plads til at slå nogle skæverter.«

Det siger skuespiller, komiker og manuskriptforfatter Casper Christensen, der er aktuel med filmen ‘Dan Dream’, som netop har haft premiere.

I filmen skal man en tur tilbage til 1983. Filmen er bygget på en virkelig hændelse og handler om en gruppe iværksættere, der vil lave Danmarks første elbil. Pressepræsentationen i Forum mislykkedes, bilen kørte galt, og sponsorerne løb skrigende bort.

Kræftramt tv-læge: Tæv var min hverdag

Husker episoden i 1983
Idéen til filmen er egentlig Frank Hvams – Casper Chris­tensens makker og gode ven gennem 20 år.

»Frank havde købt en elbil og ville teste den for sin familie i Jylland, for de skal altid blåstemple det, han køber – han er altid bange for, at det bliver for smart. Han kører altså en tur til Hadsund i den her elbil med familien, og ingen er imponeret. Og så finder han ud af, at den første elbil – Hope Whisper – netop er fra Hadsund. Frank og jeg fortæller altid hinanden om vores nederlag, for det morer den anden, så han fortæller mig om sit nederlag med el-bilen. Og så taler vi om, hvad der egentlig gik galt dengang i 1983 med den første elbil, og hvorfor projektet stoppede,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan tydeligt huske episoden i Forum, for jeg var 14 år, og min far arbejdede i Rådet for Større Trafiksikkerhed, og det var en af hans kollegaers søn, der kørte bilen til pressevisningen,« siger Casper Christensen, der sammen med Frank Hvam beslutter at lave filmen over den rigtige begivenhed – resten er fiktion og fri leg.

Skuespiller Neel Rønholt om forholdet til ‘Badehotellet’-stjerne: Det er ren ubetinget

Hold fast i dig selv
I filmen spiller Casper Christensen Thorkild, der er iværksætter og tæt på succes med elbilen. Men da der skal vælges en person til at køre bilen, træffer han den forkerte beslutning, så bilen kører galt.

»Han lader sig farve af andres meninger. Så der er kun ét råd til ham: Hold fast. Det skal også være min næste tatovering. Man skal stole på sin mavefornemmelse,« siger Casper Christensen, der også mener, at filmen kan være et selvtillidsboost til Danmark.

»Jeg håber, at publikum med filmen oplever, at vi faktisk er kommet langt i Danmark. Vi er ikke i mål, når det gælder accept af andre og at leve uden fordomme, men når man sammenligner med 1980’erne er vi kommet rigtig langt,« siger Casper Christensen.

Han står bag succeser som tv-serierne ‘Klovn’ og ‘Langt fra Las Vegas’ og er tidligere tv-vært i ‘Casper og Mandrilaftalen’. I dag producerer han manuskripter til USA og har succes både hjemme og i USA.

Og hans drømme gælder også både udlandet og herhjemme:

»Jeg har mange drømme. På det arbejdsmæssige plan håber jeg, at de ting, jeg laver i USA, også bliver produceret. Jeg får mine penge, men det er lidt underligt for mig som dansker, at jeg bare afleverer noget, og så er jeg ude. Det skal nok lykkes en dag at få produceret en film. Og på det nære plan drømmer jeg om at få bygget en biograf derhjemme, så jeg kan vise mine kunder film i mit eget hus. Det er jeg gået i gang med nu,« fortæller han og tilføjer:

»Og så drømmer jeg om, at min familie og jeg kan bo et halvt år et sted i Europa, hvor jeg ikke skal arbejde så meget. Jeg elsker Europa og de smukke gamle byer.«

Karen Thisted: Jeg aner ikke, hvorfor jeg fik en depression

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes