Henning Jensen har held med afbud

Man skal ikke se bort fra tilstedeværelsen af talent – men nogle gange skal der lidt held til for at få det i spil. Og Henning Jensen indrømmer beskedent, at heldet har været med ham adskillige gange i karrieren, der aktuelt bringer ham til at krydse eget spor i ‘Lang dags rejse mod nat’ på Det Kongelige Teater.

Det er kun et par måneder siden, at Henning Jensen som den blot 12. skuespiller i Bodil-prisens 70-årige historie modtog en æres-Bodil. Til hans store overraskelse:

»Det kom så meget bag på mig, at jeg fem dage efter ringede til dem og spurgte: ‘Er I sikre’? Det sjove er, at de tre filmroller, der har betydet mest for mig – min debut i ‘Nitten røde roser’, i ‘Unge Andersen’ og senest i ‘Gaven’ alle skyldes afbud!«

Lidt på samme måde droppede han teaterskolen efter to år og blev i stedet udlært ‘på brædderne’ på Det Danske Teater. Her fik netop forestillingen ‘Lang dags rejse mod nat’ succes, og han endte med at spille den på Det Kgl. Teater. Dengang spillede Henning sønnen. Nu spiller han selvfølgelig faderen.

Men vejen har – heldigvis – ikke været jævn:

»Da jeg var ung, så jeg etablerede skuespillere, der så at sige spillede den samme rolle hele tiden. Jeg tænkte, at det går ikke.«

Skuespiller Neel Rønholt om forholdet til ‘Badehotellet’-stjerne: Det er ren ubetinget kærlighed

Brændt ud som 50-årig
Selv oplevede Henning Jensen, da han havde passeret de 50, at han var brændt ud.

»Jeg leverede rollerne, men jeg følte ingen glæde ved det,« husker han.

»Så fik jeg chancen for at spille Lars Noréns ‘Personkreds 3’ på Betty Nansen. Der blev jeg nødt til at være mig selv. Det var et skiftespor for mig. Og siden har jeg søgt at forny mig hele tiden.«

Rollen indbragte i øvrigt Henning Jensen hans første Reumert. Den næste rolle, der figurerer på hans personlige toptre, var i Kaj Munks ‘Ordet’ – denne gang med Lars Norén som instruktør. Hans sidste favorit er rollen som gamle Levin i ‘Inden for murene’ på Ålborg Teater.

»Morten Kirkskov, der også instruerer ‘Lang dags rejse mod nat’, inviterede mig derop. Det kom igen til at betyde en fornyelse i mit spil. Han er en krævende instruktør.«

Sonja Oppenhagen: Derfor forlod jeg Klaus Pagh

Pensionisttilværelsen må vente
Det er lige det, der gør, at Henning Jensen som 74-årig ikke tænker på at trække sig tilbage:

»Eller både ja og nej. Så længe jeg kan huske rollerne, kan jeg blive ved. Tanken om bare at nyde livet har strejfet mig, men de roller, jeg får tilbudt – og blandt andet skal spille til næste år – vil jeg ikke undvære. Men måske efter næste sæson …

Og selvom det sjældent er blevet til roller som førsteelsker, har skuespillet (og heldet) også vist vej til kærligheden og ægteskabet med Solbjørg Højfeldt:

»Hun sad over for mig i S-toget. Vi var på vej til en optagelse i Nordsjælland, og jeg havde aldrig set hende før. Jeg syntes, at hun var en åbenbaring af skønhed. Det er over 30 år siden!«

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes