Bodil Jørgensen: Gud hjalp mig ud af mørket efter ulykken

Skuespiller Bodil Jørgensen er hele to gange blevet valgt af SØNDAGs læsere som årets SØNDAGs kvinde. Bodil er netop blevet 56 år, og hun har ikke noget problem med at ældes – tværtimod.

– Jeg synes, der er noget helt særligt ved at få lov at ældes. Jeg har aldrig følt mig så meget i synk med verden, som da jeg blev 50 år. Wow, der var jeg lige der, hvor det hele strålede. Så var det selvfølgelig ulykken, som satte det hele på standby, men nu er jeg ved at være der igen, synes jeg. Livet er så viseligt indrettet, at man med alderen ved mere og mere. Og det er da ikke det værste, der kan ske. Som de siger i ”Rytteriet”: ”Vi skal længere ind i sindet”. Og det kan vi godt – vi kan godt komme længere ind. Og der er alder en god ting. Med alderen kommer troen på, at der er noget, som er større, og så slipper man heldigvis også det der med, at man skal være på en bestemt måde og se ud på en bestemt måde. Og det er der en lettelse i.

Sonja Oppenhagen: Derfor forlod jeg Claus Pagh

Bodil Jørgensen om sin ulykke
Ulykken, som Bodil refererer til, skete i 2014 i forbindelse med indspilningen af ”Far til fires vilde ferie”. Bodil faldt af en traktor og blev voldsomt kvæstet. I fire uger lå hun på hospitalet – de første dage i respirator. Og hun har selv beskrevet det, at hun overlevede, som mirakuløst.

– Jeg kunne ikke huske mit fadervor mere. Intet hang sammen for mig, alt var smadret og gået i stykker. Der var bare mørkt og dystert. Men så oplevede jeg midt i mørket, at der var nogen, der tog sig af det hele, og det var måske den allerstørste trøst, jeg kunne få. Og den nogen var Gud. Jeg er sikker på, at han bor i mørket. Og det var en enestående følelse og en oplevelse, der gjorde min tro stærkere.

Bodil helede fint efter ulykken og kom hurtigt i gang med sit arbejde igen. Men:

– Der er kommet nogle svagheder i kroppen efter ulykken, og det er da også en af årsagerne til, at vi flyttede fra Nørrebro til Lyngby. Her er mere komfortabelt, for vi har vores eget badeværelse i stueplan og bor ikke længere på anden sal med bad i kælderen, som vi skal dele med andre.

Ulykken styrkede ikke kun Bodil i forhold til hendes tro, den bekræftede hende også i, at det er vigtigt at dele ud af ens erfaringer.

– Med min ulykke, opdagede jeg, hvor mange mennesker, jeg ellers ikke kendte personligt, der sendte mig en kærlig tanke eller en sød besked. Og jeg ville gerne dele mine oplevelser og tanker med dem. Jeg syntes faktisk, det ville være vanvittigt, hvis jeg bare gik der og snerpede til. Det ville slet ikke være mig. Jeg synes i det hele taget, det er vigtigt at dele. Man skal ikke gå alene med noget. Det er de fælles erfaringer, der gør os stærke.

Lærerbarn
Bodil selv er opvokset i Vejen. Hendes forældre kom fra hver sin store slægtsgård i området. De var begge læreruddannede, så Bodil og hendes to søskende blev kaldt ”lærerbørn”.

Lis Sørensen om sin mands sygdom: Han skal ikke være alene om det

– At være lærerbarn var ofte lidt af en balancegang, for man stak jo ud. Min far var desuden lidt af en original, han var en sjov, pudsig og løjerlig figur, når han gik rundt der i bybilledet med sin alpehue og sin pibe, og så underviste han på en anden måde end de andre lærere. Som jeg husker det, var det lettere for mig at være lærerbarn, end det var for mine søskende. Jeg var i forvejen rødhåret og platfodet, og det gjorde mig ikke så meget. Jeg havde en elefanthue, som de andre børn drillede mig meget med, og så næste dag tog jeg bare en tehætte på. Og så skulle du ellers se dem – megamobberne, de anede ikke, hvad de skulle stille op. Jeg overrumplede dem fuldstændigt. Men det er jo ikke altid, at man har styrken til det.

Saturday Night Fever
Det var også i Vejen i den lokale biograf, at den unge Bodil først stiftede bekendtskab med ”Saturday Night Fever”, som hun blev så fascineret af, at hun tog ind for at se den ikke færre end fire gange. Dengang kunne hun umuligt vide, at den en dag skulle blive hendes musicaldebut.

– Det er en stor oplevelse for mig at være med. Danserne er så vildt dygtige, mange af dem er fra musical-skolen i Fredericia. Jeg spiller moderen – den italienske mama, og faderen spilles af Allan Olsen. Selve musicalen handler om det at blive voksen og at finde frem til noget i tilværelsen, der giver mere mening end blot at passe sit arbejde og feste igennem i weekenden. Der er en meget fin historie i forestillingen. Og så er der noget opløftende ved musik. Den berører ens følelser umiddelbart, og det er noget, jeg tror, vi har brug for, når verden er lidt i knæ. Og jeg synes, at verden lige nu er lidt barsk.

– Det er vigtigt at bevare evnen til at blive rørt, og nogle af de steder, hvor vi kan blive rørt, er, når vi oplever teater og musicals. Jeg tror, at teatret og musicalen får en revival, efter vi i så mange år har levet i denne her skærm-alder, siger Bodil.

Mimi Jakobsen: Første gang jeg skulle på Folketingets talerstol, var jeg rædselsslagen

En ydmyg tilgang
Bodil læste i nogle år engelsk litteratur på universitetet i Aarhus, før hun besluttede sig for at søge ind på Skuespilskolen.

– Det tog nogle år for mig at tage den beslutning. Min mor spurgte mig tit om, hvad jeg dog ville med alt det teater, som var så langt væk fra det, hun kendte i Vejen. Det der med at stille sig op på en kasse og tro, man er noget, det skulle man holde sig fra, siger Bodil, der dog alligevel understreger, at ”du skal ikke tro, du er noget-mentaliteten”, alligevel har vist sig at være meget god at have med i bagagen som skuespiller, for det giver en ydmyg tilgang til verden og til sit fag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes