Ghita Nørby: Derfor har hun aldrig fået skønhedsoperationer

I år kan Ghita Nørby fejre 60 års jubilæum som skuespiller. Hun har været med i over 150 film og har modtaget flere hæderspriser for sit talent og bidrag til den danske filmverden. Lige nu er hun aktuel med sin jubilæumsforestilling ”Sarah” på Folketeatret.

– Jeg når stadig meget, fordi jeg godt kan lide at være her. Jeg kan godt lide livet!

Ghita er 82 og still going strong. Hun sidder bestemt ikke og længes efter fortiden og drømmer sig tilbage til ungdomstider.

– Jeg har aldrig spekuleret over min alder. Jeg har aldrig været bange for at blive 40 eller 50, eller hvad det nu er, folk er så angste for at blive. Det eneste, der var lidt skræmmende, var ottetallet … Det var pludselig et mærkeligt tal at se på. Så lagde jeg det ned – og så betyder det uendeligheden.

Komiker Casper Christensen: Jeg er blevet kaldt pædofil

At finde sine øjenbryn
Ind i mellem sladrer spejlbilledet dog om, at morgenrutinen kræver lidt mere end før i tiden.

– Jeg kan være ked af det, når jeg står op om morgenen: Du forbarmende, hvor ser du ud! Men så må jeg se at finde mine øjenbryn og lægge noget makeup på, og så går jeg ned til frisøren – så bliver jeg i bedre humør.

– Jeg SER jo forfaldet. Jeg kan bare glo ind i spejlet. Men det er, som det er. Nu har jeg f.eks. lige lavet to film, “Stille hjerte” og “Nøgle hus spejl”. De handler om kvinder oppe i 70’erne. Hvis jeg havde fået pustet og trukket og gjort ved i mit hoved, havde jeg ikke kunnet spille de to roller, så man troede på det. Derfor er mit forfald min forretning. Jeg er ikke ked af det.

Derfor har Ghita også altid gået i en stor bue om alt, der hedder skønhedskirurgi og botox og hvad der ellers er oppe i tiden for at bibeholde et ungdommeligt udtryk.

– ALDRIG nogensinde. Dit udtryk forsvinder! Du kan jo se det på de stakkels piger, hvis mund ligner en fiskemund. Det er så udbredt i Hollywood, men hvis du er skuespiller og skal udtrykke sorg, længsel, eller hvad ved jeg – alt udtryk er trukket væk fra hovedet på dig, du kan ikke! Det handler om en forgudelse af at være ung og smuk og ikke at ville slippe det, men Ingmar Bergman (svensk filminstruktør, red.) sagde fuldstændig rigtigt: “Det er et stort arbejde at blive gammel”. Det er da dét, det er.

Når døden banker på
Otte årtiers levet liv fører utvivlsom udfordringer med sig. Og Ghitas tilfælde har ikke været nogen undtagelse. Der har været masser af ulykker og fiaskoer og smertepunkter.

– Men når smerten er forsvundet lidt, så vender jeg den ikke ryggen. Så SER jeg på den. Så går jeg tilbage til den, og så høster jeg viden af den. De ulykker, jeg har været ude for – menneskelige og kunstneriske – dem holder jeg af. Hvis der sker et eller andet forfærdeligt, så løber jeg selvfølgelig først væk. Jeg har haft kræft et par gange i mit liv, og så løber man jo, for man bliver så bange, at man hverken kan sige kræft eller cancer eller noget som helst. For det ER jo døden, der ligesom banker lidt på. Eller meget.

Første gang Ghita havde kræft, skammede hun sig. Hun følte faktisk ikke, at hun var noget værd, og hun syntes, at hun var lige til at smide væk. Indtil hun så sygdommen i øjnene.

Skuespiller Joachim Knop om sin kone Tuva: Hun har lebbe-tække

– På et tidspunkt vender jeg mig om og SER på, hvad det er. Så formindsker monstret sig lige med det samme. Og så kan man tage stilling til det.

Betyder det, at du ikke er bange for, at døden banker på igen?

– Jamen, det GØR han jo. Det gør han. Sådan ER det da. Jeg går jo ikke og tror, jeg ikke skal dø. Min mor, hun sagde: “Hvis jeg dør …”. Det gør jeg altså ikke. Men jeg holder af i morgen, og jeg vil da gerne opleve foråret. Erantisserne og sådan.

At finde sine øjenbryn
Ind i mellem sladrer spejlbilledet dog om, at morgenrutinen kræver lidt mere end før i tiden.

– Jeg kan være ked af det, når jeg står op om morgenen: Du forbarmende, hvor ser du ud! Men så må jeg se at finde mine øjenbryn og lægge noget makeup på, og så går jeg ned til frisøren – så bliver jeg i bedre humør.

– Jeg SER jo forfaldet. Jeg kan bare glo ind i spejlet. Men det er, som det er. Nu har jeg f.eks. lige lavet to film, “Stille hjerte” og “Nøgle hus spejl”. De handler om kvinder oppe i 70’erne. Hvis jeg havde fået pustet og trukket og gjort ved i mit hoved, havde jeg ikke kunnet spille de to roller, så man troede på det. Derfor er mit forfald min forretning. Jeg er ikke ked af det.

Derfor har Ghita også altid gået i en stor bue om alt, der hedder skønhedskirurgi og botox og hvad der ellers er oppe i tiden for at bibeholde et ungdommeligt udtryk.

– ALDRIG nogensinde. Dit udtryk forsvinder! Du kan jo se det på de stakkels piger, hvis mund ligner en fiskemund. Det er så udbredt i Hollywood, men hvis du er skuespiller og skal udtrykke sorg, længsel, eller hvad ved jeg – alt udtryk er trukket væk fra hovedet på dig, du kan ikke! Det handler om en forgudelse af at være ung og smuk og ikke at ville slippe det, men Ingmar Bergman (svensk filminstruktør, red.) sagde fuldstændig rigtigt: “Det er et stort arbejde at blive gammel”. Det er da dét, det er.

Derfor kan du godt have en forårsdepression

Når døden banker på
Otte årtiers levet liv fører utvivlsom udfordringer med sig. Og Ghitas tilfælde har ikke været nogen undtagelse. Der har været masser af ulykker og fiaskoer og smertepunkter.

– Men når smerten er forsvundet lidt, så vender jeg den ikke ryggen. Så SER jeg på den. Så går jeg tilbage til den, og så høster jeg viden af den. De ulykker, jeg har været ude for – menneskelige og kunstneriske – dem holder jeg af. Hvis der sker et eller andet forfærdeligt, så løber jeg selvfølgelig først væk. Jeg har haft kræft et par gange i mit liv, og så løber man jo, for man bliver så bange, at man hverken kan sige kræft eller cancer eller noget som helst. For det ER jo døden, der ligesom banker lidt på. Eller meget.

Første gang Ghita havde kræft, skammede hun sig. Hun følte faktisk ikke, at hun var noget værd, og hun syntes, at hun var lige til at smide væk. Indtil hun så sygdommen i øjnene.

– På et tidspunkt vender jeg mig om og SER på, hvad det er. Så formindsker monstret sig lige med det samme. Og så kan man tage stilling til det.

Betyder det, at du ikke er bange for, at døden banker på igen?

– Jamen, det GØR han jo. Det gør han. Sådan ER det da. Jeg går jo ikke og tror, jeg ikke skal dø. Min mor, hun sagde: “Hvis jeg dør …”. Det gør jeg altså ikke. Men jeg holder af i morgen, og jeg vil da gerne opleve foråret. Erantisserne og sådan.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes