Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

7 typiske fejl, vi begår i haven om foråret

Drømmer du om en smuk og spirende have i foråret, men er du blevet snydt for de grønne fingre?

Fortvivl ikke! Vores haveeksperter giver dig en liste over de mest almindelige fejl, vi begår i haven ved forårstider – og de bedste måder at rette op på dem.

Karin Malmberg, SNITSIG Trädgård & Landskap AB:

Fejl: At påbegynde et stort projekt for sent
“Det er først, når den vidunderligt varme forårssol titter frem, at man begynder at tænke på, hvor dejligt det ville være med en pool eller en helt ny have – og den skal jo helst stå færdig til sommerfesten eller i hvert fald før ferien!”

Løsning: Begynd planlægningen allerede nu
“Det er dyrt at få store projekter af vejen i en fart, og det gør det i øvrigt svært at opnå præcis det resultat, man havde ønsket sig. Kom derfor i gang ved tegnebrættet allerede nu, så drømmen om den perfekte have langsomt kan tage form. Gå en lille tur i haven i dag, og overvej, hvad der skal gøres, selv hvis du regner med at stå for det hele selv. Husk, at din have skal blive stående i lang tid – måske endda længere end huset!”

LÆS OGSÅ: SKAB EN FIN OG PRAKTISK PLANTEKROG I HAVEN

Emma Johnson Blazquez, Emma Johnson Trädgårdsdesign:

Fejl: At glemme den første del af sæsonen
“Mange glemmer det tidlige forår! Her snakker vi altså januar og fremad. Kom i gang tidligt – der er meget, der skal ske!”

Løsning: Gå i haven, og kom i sving
“Tænk stort! Plant vintergækker og krokus i stride strømme, og supplér måske med juleroser! Men inden du gør det, skal du plante smukke buskadser som troldnød, hassel, kvalkved og peberbusk såvel som et par stedsegrønne planter som buksbom og krybe-fyr for at give haven struktur. Derefter kan du gå i gang med at plante omkring husmurene eller andre steder, du befinder dig ofte, så du kan nyde de flotte forårsplanter hver dag.”

Therese Herowono, Hjelte Garden Design AB:

Fejl: At glemme overdækningen
“Rigtig mange glemmer at beskytte de stedsegrønne vinterplanter mod den stærke forårssol. Her mener jeg først og fremmest thuja, taks, buksbom, kirsebær, rhododendron, liguster og kristtjørn, der kan dø af tørfrost/tørfrossen jord. Solen er rigtig skarp i foråret, og jorden er ofte stadig frossen, hvilket betyder, at planterne simpelthen ikke kan få vand. Så udtørrer bladene eller nålene og bliver brune, og sommetider dør planten helt.”

Løsning: Dæk ordentligt til
“Dæk planten med tyndt stof (skyggevæv), som kan købes i de fleste byggemarkeder, på planteskoler eller over internettet. Du behøver ikke lade overdækningen sidde hele vinteren; så længe du når at få den på mellem februar og april.”

SE OGSÅ: FRISKE FORÅRSTIPS – HØST ENERGI I HAVEN

Nina Lövehagen, Lövehagen Trädgård & Design:

Fejl: Forkert beskæring
“Mange tror, at alle træagtige planter skal beskæres først på foråret”

Løsning: Undersøg, hvad dine planter har brug for
“Mit bedste råd er simpelthen at finde ud af, hvilke planter du har, og hvordan de skal beskæres baseret på, hvad du ønsker at opnå. Forskellige buske og træer skal nemlig beskæres på forskellige tidspunkter af året, og andre skal slet ikke beskæres, selv om beskadigede kviste selvfølgelig skal fjernes. Hertil kommer, at beskæringstidspunktet afhænger af, hvad man faktisk vil opnå, og hvornår man beskar planten sidst. Hvis man vil stimulere kraftig vækst, er det bedst at gøre det i det helt tidlige forår, men hvis man formklipper, anbefales forsommeren og efteråret. Det gælder dog ikke for de såkaldte bløderplanter som ahorn, blomme og kirsebær, der skal beskæres mellem juli og september.”

Gunilla Ekblad, FormaGrönt Trädgårdsarkitektur:

Fejl: At glemme at vande over vinteren
“Dagene begynder godt nok at blive varmere, men nætterne kan stadig være ret kolde – en temperaturforskel, som gør, at mange planter har svært ved at følge med.”

Løsning: Vand
“Det er vigtigt at vande stedsegrønne planter over vinteren, så de har noget at give af, når den tørre forårssol viser sit ansigt. Vækster, der især er følsomme over for forårssol og tørke, omfatter blandt andet kirsebær, buksbom, sukkertopsgran, rododendron, mahonie, tuja og vedbend.”

LÆS OGSÅ: TRÆNGER HAVEN TIL EN MAKEOVER? HER ER 7 NEMME OG BILLIGE LØSNINGER

Johanna Löwenhielm, Löwenhielm Trädgård och Form:

Fejl: At kontakte anlæggere og designere for sent
“På den første flotte forårsweekend træder man ud i haven og føler sig så inspireret, at man med det samme vil i gang med de nye projekter. Desværre viser det sig ofte, at både haveanlæggere og -designere er fuldt bookede omkring denne tid, og så bliver man jo bare skuffet og finder på lappeløsninger.”

Løsning: Tag kontakt tidligt
“Ring til havedesigneren allerede i efteråret, og læg planer for projektet over vinteren. Når tegningen så er færdig, booker du en anlægger, som kan stå klar til at tage det første spadestik, når den flotte forårsweekend oprinder. Så er haven også klappet og klar i god tid til sommerferien, og du kan virkelig nyde den!”

Madeleine Ljungfeldt, Madeleines Trädgård:

Fejl: At have for travlt!
“Så er foråret her endelig, og haven skal være perfekt med det samme! Man haster af sted til planteskolen og køber alt, man synes er pænt, hvorefter man propper samtlige krukker og bede. Man har overhovedet ikke for øje, hvilke vækster trives i hvilke områder og sammen med hvilke andre arter, eller hvordan man får blomstersymfonien til at holde hele sæsonen.”

Løsning: Tag dig tid til at planlægge
“Bestem dig for et tema; eksempelvis en farve eller stil. Læs så om dine favoritter; skal de stå i sol eller skygge? Hvilken jord trives de bedst i? Og læg så en langsigtet plan – det handler ikke bare om, at plante noget, der er pænt lige nu, men også om at få bedet til at blomstre hele sæsonen. Kombinér stauder, der blomstrer henholdsvis tidligt og sent, eller vælg helårsplanter. Bland også forskellige højder og teksturer for flotte kompositioner. Og hvis du holder urtehave, så glem ikke, at mange sorter skal sås inden døre tidligt på sæsonen – nogle allerede nu!”

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes