Husker du at rengøre disse 5 ting?

Vi har allieret os med husmoderen Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der er husholdningsekspert kendt fra tv, tidligere barnepige i Kongehuset, medforfatter til bogen ‘Hold da helt hus’ og kvinden bag husmoderen.dk.

Her får du hendes tips til at rengøre det, som mange af os glemmer i hverdagen …

1. En ugentlig omgang i køleskabet
Køleskabet er i brug nonstop. Vi tømmer det og fylder det uge efter uge, men hvor ofte får vi lige gjort det rent? Køleskabet huser meget af den næring og energi, vi skal fortære, så det er vigtigt, at vores madvarer bliver opbevaret til super smiley med pil opad!

Tommelfingerreglen er, at køleskabet skal gøres rent en gang om ugen. Måske lyder det af meget, men faktum er, at hvis man gør det løbende, så når det aldrig at blive ulækkert.

Gør det helt simpelt ved at tørre hylderne af med en hårdt opvredet klud. Og gør det gerne, når køleskabet er allermest tomt – inden du køber ind.

Tør alle hylder, låger, kanter og lister af. Tjek derefter skuffer og ikke mindst det lille hul bag skuffen i bunden. Hvis hullet er fyldt med snavs, så rens det, for eksempel med en piberenser.

Kondensvandet løber nemlig ud af dette hul, så hvis det er stoppet, er der sikkert vand i bunden af dit køleskab.

Er køleskabet meget beskidt, kan lidt opvaskemiddel eller universalrengøring i vandet gøre underværker. Er det ikke så grelt, fungerer rent vand fint.

Læs også: Ekspertens guide til en ren fryser

2. Hovedpuden skal vaskes varmt
Puderne! Vi lægger hovedet på dem otte timer hver nat, og alligevel vasker vi oftest kun betrækket. Hver nat, når vi sover, udskiller kroppen en masse døde hudceller, hår, ansigtsfedt og meget mere.

Det er mums for støvmider og andre små væsener, som ynder at bo i vores seng og navnlig i vores puder.

Sørg derfor for at vaske puden, helst en gang hver eller hver anden måned. Er puden besværlig at vaske, kan den i stedet lægges i fryseren i 24 timer. Men en vask på mindst 60 grader er optimalt, da det slår alle bakterier og husstøvmider ihjel.

Et andet godt trick er at undlade at rede seng om morgenen. Træk i stedet dynen af sengen og åbn alle vinduer. Lav gennemtræk i mindst 10 minutter morgen og aften – det gør sengen mindre tiltrækkende for de små mide-familier.

3. Fjern bakterierne fra elektronikken
Elektronik ligger højt på listen over ting, der sjældent bliver gjort rent. Hvor ofte sidder man ikke lige med telefonen, mens man er på toilettet, eller ved computeren, mens man spiser frokost? Eller hvad med fjernbetjeningen i den ene hånd og en pose chips i den anden?

Faktum er, at der kan gemme sig mange bakterier i vores elektronik, og derfor er det vigtigt, at gøre tingene rene mindst en gang om ugen.

En god måde at rengøre elektronikken på er ved at bruge sprit. Mange har en almindelig håndsprit liggende i skuffen derhjemme. Fat den og put lidt på en mikrofiber klud. Tør skærmen af – så er bakterierne væk.

Til computeren kan man bruge en hårdt opvredet klud, som har været dyppet i varmt vand og lidt opvaskemiddel, til at opløse fedtet fra fingrene.

Vær påpasselig med at komme ind i alle mellemrum og sprækker og sørg for at køre en tør mikrofiberklud hen over skærmen, både på computeren og fjernsynet.

4. Husk lige tandbørsten
Tandbørstekruset er tit noget af det mere ulækre i hjemmet. Og faktisk hører tandpastaen og tandbørsten også med i denne kategori. Tandbørsten og kruset skal mindst en gang om måneden vaskes i opvaskemaskinen ved over 53 grader.

Det dræber bakterierne, og gør det hele meget mere lækkert, når bisserne skal holdes rene. Mange spørger, om tandbørsten skal skoldes. Det kan man sagtens gøre, men en tur i opvaskemaskinen med de andre ting, er også fint.

Vi vasker trods alt vores bestik i maskinen, og det putter vi også i munden.

Se også: Ekspertens tips til smart rengøring – som alle kan overskue!

5. Klude og svampe
Karklude, viskestykker og skuresvampe er noget, som de fleste ejer flere sæt af. Men ikke alle husker at rengøre dem flittigt nok. Karklude skal vaskes på over 60 grader efter at være blevet brugt i cirka et døgn.

Gør det til en vane at samle alle klude i en kurv hver aften, så du ikke glemmer det.

Se tusindvis af billeder af skandinaviske køkkener her

Mange tænker, at kluden er klar til en dag mere, hvis den bare bliver skyllet i rent vand. Men klude suger til sig og ender med at være fyldt med bakterier og andre ulækre ting, man nødig vil have spredt i sit køkken.

Derfor skal den skiftes dagligt. Viskestykker skal til vask hver anden eller tredje dag, afhængigt af hvor meget de er i brug.

Skuresvampen bliver måske først gjort ren, når den lugter, men det er altså for sent. Hvem vil for eksempel drikke af et glas, som er gjort rent med en skuresvamp fyldt med krummer og dejrester?

Sørg for at få nogle gode rutiner. Vent ikke, til tingene er ulækre og kan forårsage sygdom, forkølelse og andre luftvejsgener.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1