Smid ud: 9 overflødige ting, der roder hjemme hos dig

Det kan være umådeligt svært at komme i gang med at rydde ud i sit hjem, men du behøver altså ikke vente på det perfekte tidspunkt – det handler simpelthen om at komme i sving og starte i det små. Det bedste er at begynde at muge ud i det, du allerede ved, er overflødigt.

Her får du en hurtig oversigt over ni genstande, der måske optager unødvendig plads hjemme hos dig – så er det bare om at smide dem på porten med det samme!

Ting, der ikke tilhører dig
Står der en bunke ting og sager ved din hoveddør (eller gemt af vejen i en krog), som du egentlig havde tænkt dig at returnere?

Det gælder ofte biblioteksbøger, ting du har lånt af vennerne eller varer, der skal returneres til butikken. Få dem ud af huset og tilbage, hvor de hører til, så du ikke går og falder over dem.

Bøger, du har læst og ikke brød dig om
Medmindre du lukkede bogen med et smil på læben eller var helt blæst bagover og vil læse den igen – eller låne den ud til en ven – så fortjener den altså ikke en permanent plads på hylden.

Det gælder også bøger, du begyndte at læse og simpelthen ikke kunne komme igennem: Hvis den ikke var spændende første gang, bliver den det nok aldrig.

Eller hvis du trænger til et hurtigt DIY-projekt: Lav smukke papirskulpturer af gamle bøger

Ødelagte eller overflødige små apparater
Da jeg rodede ud i gemmerne som forberedelse til at sælge mit hus, faldt jeg over en ødelagt kaffekande, en dysfunktionel kaffekværn og en defekt blender, der alle gemte sig bagerst i mit skab.

Hvis du også har køkkenapparater, der ikke virker, så være ærlig over for dig selv – får du det realistisk set repareret?

Hvis ikke, så gem den dyrebare skabsplads til ting, du rent faktisk bruger. På samme måde er det ikke værd at gemme små apparater, du aldrig får brugt – for eksempel den klodsede toaster fra før årtusindskiftet. Donér eller sælg dem i stedet.

Plastikbøtter uden låg
Sæt dig ned, kom låget på alle dine genanvendelige beholdere, og smid overskydende, uparrede dele til genbrug. Hvis du generelt har for mange beholdere, bør du også overveje at smide de overflødige ud. Ét enkelt godt sæt – især de smarte, der passer ind i hinanden – er formentlig mere end nok.

Gamle krydderier
Ligger der krydderier og samler støv bagerst i dit spisekammer eller i skuffen? Krydderier, du slet ikke kan huske, du har købt? Jamen så er mange af dem nok udløbet alligevel. De fleste krydderier holder sig nemlig kun i to år, før de mister smagen. Og hvis de ikke er udløbet, så spørg dig selv: Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg får dem brugt?

TIP:
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et krydderi stadig kan bruges (hvis der altså ikke er dato på beholderen), så åbn pakken og lugt – hvis du ikke møder en kraftig aroma, er krydderiet formentlig for gammelt.

Unødvendige toiletartikler
Her snakker vi alt fra den sæbe, der irriterede dit spædbarns hud, til de hårprodukter, der ikke lige levede op til forventningerne. Badeværelsesskabe er ofte proppet med game fejlkøb og sager, du ikke har har haft brug for i årevis.

Lad ikke de uelskede produkter stå i vejen for en strømlinet morgenrutine – kyl dem ud, smid beholderne til genbrug, og kom videre.

Forældet teknologi
Hvis din ældgamle mobil og oplader ligger i en bunke med diverse teknologisk udstyr fra gammel tid, bare fordi du ikke ved, hvad du ellers skal gøre med skidtet, så tag tyren ved hornene, og undersøg én gang for alle, hvor du kan aflevere eller måske endda sælge de forældede sager til genbrug.

Gamle børnesenge og -sæder
Vores sikkerhedsstandarder er i evig forandring, så der er stor chance for, at du aldrig får brugt den der krybbe eller det børnesæde, du ellers havde gemt til dit næste barn eller næste generation.

På børnesæder står der ofte en udløbsdato bagpå, og når det kommer til børnesenge, skal du tjekke hos producenten, om modellen stadig lever op til de gældende standarder.

Hvis du har andet babygear, der ikke lever op til moderne sikkerhedsstandarder, og derfor ikke kan sælges eller gives bort, bør du smide det på lossepladsen eller til genbrug.

Lad dig inspirere af smukke pige- og drengeværelser på Houzz

VHS-film og gamle CD’er
Hvis du er den heldige ejer af en samling VHS-film, men ikke længere har en VHS-afspiller, er det nok på tide også at skille sig af med båndene. Og hvis du har gemt din gamle VHS-afspiller, fordi dine hjemmevideoer er i det format, så overvej at få dem formateret til et mere holdbart, digitalt format – og forær så afspilleren og de gamle, tømte bånd væk.

De fleste af os hører i dag primært musik på en computer, tablet eller via telefon – men alligevel er der mange af os, der stadig gemmer på et helt lager af CD’er. Hvis du allerede har uploadet din musik, så smid dog de fysiske CD’er ud.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes