8 myter om små boliger – fup eller fakta?

Der er mange myter om indretning af små hjem. Men betyder begrænset plads virkelig, at du skal skille dig af med alt, du ejer, og bo i et multifunktionelt hjem uden sjæl og varme? Selvfølgelig ikke!

Vi udrydder otte af de mest udbredte misforståelser om compact living.

1. Brug aldrig stormønstrede tapeter i små rum
Mange tror, at stormønstrede tapeter vil se for excentriske ud på væggene i små rum. Men mønsteret er ikke det eneste, der spiller en rolle, når du vælger tapet.

Nuancekombination og farveskala er mindst lige så afgørende. Sommetider kan et stormønstret tapet i neutrale farver fremstå varmere end et småmønstret tapet med blandede nuancer.

Men hvorfor overhovedet vælge mønstrede tapeter, spørger du måske? Fordi det giver liv og varme i dit lille værelse!

2. Skip alle unødvendige møbler
Væk med det ene, ud med det andet! Men bare fordi du bor småt, behøver du ikke skære helt ind til benet. Dog kan det være smart at tænke i multifunktionelle løsninger. For eksempel kan en god sengegavl også fungere som sengebord.

Eller måske kan billede hylden huse den bog, du læser i øjeblikket. Det er også en god idé at få alting væk fra gulvet og afløst af vægmonterede installationer.

Læs mere: Gør det selv – Moderne sengegavl med ‘skjult’ opbevaring

3. Sats på overdimensioneret opbevaring
Selvfølgelig skal der opbevaring til, men hvis du bor småt, har du næppe lyst til at smide alting ned i en stor, rodet kommode, der dominerer halvdelen af rummet.

Så er det bedre med mindre løsninger! En skuffe under sengen eller en hylde under loftet er gode eksempler.

4. Kombiner alt i ét åbent rum
Jo, man kan godt have mindre rum og områder i en lille lejlighed. Selvom plantegningen siger “1-værelses”, kan du nemt skærme af med glasvægge og gardiner og derved skabe flere rum i rummet.

5. En stige til overetagen
Stiger optager meget lidt gulvplads, men en smart, multifunktionel trappe, der kombinerer nem opstigning og god opbevaring, er guld værd. Med de rette mål kan den sluge både bøger, tøj, sko og andre ting, du skal have plads til.

Skal du have lavet en smart trappe? Find eksperter i trapper på Houzz.dk

6. Mal altid små rum hvide
Det her er nok en af de mest sejlivede myter, for hvide vægge gør ikke nødvendigvis rummet større at se på, hvis de ikke får modspil. At male værelset hvidt og øse på med hvide møbler får det ikke til at føles luftigere – der skal kontraster til.

Desuden er det ikke kun hvid, der har en forstørrende effekt: Øjet opfatter kølige farver – for eksempel blå, grøn og lilla – som om de er længere væk end varme nuancer. Derfor skaber kølige kulører også en illusion af mere plads.

7. Der er ikke plads til planter
Jo der er! Om ikke andet kan du udnytte vægge og lofter, hvor de grønne vækster kan få plads i fine ampler og bringe liv til indretningen.

Læs mere: 9 typiske fejl i små indretninger – og hvordan du undgår dem

8. Glem alt om et walk-in-closet
Det lyder selvfølgelig pompøst, luksuriøst og urealistisk med et walk-in closet, hvis man bor trangt. Men har du tænkt på, at du for eksempel kan bygge garderoben bag sengen?

En væg som hovedgærde afgrænser skabet og giver dig mulighed for at få plads til sko og tøj i et let tilgængeligt walk-in.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes