Ekspertens 5 tips: Smart rengøring, som alle kan overskue

Julen er overstået, pynten er fjernet og nytåret skudt ind. Det er med andre ord tid til at starte på en frisk, og en af de bedste måder at gøre det på er med et rent hjem.

Her bringer vi i samarbejde med rengørings- og hygiejneekspert Michael René en overskuelig guide til at rengøre fem af hjemmets centrale elementer – det er ikke så besværligt, som du måske tror.

1. Ovnen
De fleste ovne har været på overarbejde i julemåneden, så nu skal det være! Sæb ovnen, glasset og pladerne (ikke pyrolyse eller katalyseovne) ind i brun sæbe opløst i varmt vand. Husk altid at bruge gummihandsker til brun sæbe.

Dæk sæben til med husholdningsfilm, så den ikke tørrer ud. Lad det stå i blød til dagen efter, og lad sæben gøre arbejdet. Dagen efter tager du husholdningsfilmen af, tilsætter lidt varmt vand, og så skrubber du snavset af med en svamp, børste eller klud.

Skyl ovnen efter med koldt vand, så er den god som ny og klar til at lave mange gode retter i det nye år.

Læs også: Guide – Få skattefradrag for rengøring og håndværkerarbejde i 2018

2. Køkkenskabene
Det er grundlæggende for en god hygiejne i hjemmet, at dine køkkenskabe er rene. Indret dem, så du samler tørre produkter som mel, havregryn, cornflakes og lignende i ét skab eller på en bestemt hylde og ‘våde’ produkter som olie og eddike i et andet.

Isolér produkter, der lugter, så der ikke overføres aromastoffer mellem madvarer i køkkenet. Gør køkkenskabene rene med en opvredet klud med varmt vand og en smule opvaskemiddel efter behov – og som minimum hver anden måned.

Opdager du melmøl, så støvsug grundigt i alle revner og sprækker, smid derefter støvsugerposen ud sammen med de angrebne produkter i en tætforseglet pose, og rengør derpå grundigt skabe, skuffer og hylder med vand og opvaskesæbe i hele køkkenregionen.

Læs også: Med god opbevaring tager rengøringen kun 10 minutter om dagen!

3. Køleskabet
Køleskabet kan ligesom de øvrige køkkenskabe og skuffer rengøres på indersiden med en klud opvredet i sæbevand, mens hylderne bør tages ud og rengøres med opvaskesæbe i vasken.

Er I en travl familie, så tag én hylde om dagen – eventuelt sammen med opvasken, eller samtidig med at du tømmer opvaskemaskinen. Efter en lille uge er hele køleskabet nyvasket, og det har dårligt nok føltes som en byrde.

4. Håndvask og køkkenvask
Lav en opløsning af universalrengøringsmiddel og vand. Vask håndvasken og køkkenvasken inklusiv armaturer, og skyl efter med koldt vand. Husk altid at tørre armatur og håndvask af, når du har rengjort det.

Så sikrer du en blank og flot overflade på armaturet. Tør overfladerne efter med et rent viskestykke. Når du bruger universalrengøringsmiddel, som kan være relativt skrapt mod huden, bør du altid bruge handsker.

5. Toilettet
Vask toiletkummen og undersiden af brættet med wc-rens. Skyl efter med koldt vand. Afslutningsvis hælder du wc-rens rundt i kummen samt under kanten af toilettet.

Lad det stå i 20 minutter. Skrub derefter randen grundigt med en børste, samtidig med at du skyller ud. Derefter du en opløsning af universalrengøringsmiddel, som du først vasker over- og ydersiden af toilettet med. c

Vask derefter wc-brættet og afslut med at vaske indersiden af kummen. Skyl eller tør til sidst sæben af med rent, koldt vand.

TIP! Er toilettet meget medtaget, kan urinrande eller andre synlige spor, fjernes ved at områderne gøres våde, så du kan sætte toiletpapir på områderne, som takket være vandet bliver siddende.

Hæld derefter eddike eller eddikesyre henover papiret, og lad det sidde i 20-30 minutter, hvorefter du kan skrubbe løs med en børste og fjerne det fastgroede snavs.

Husk at skylle efter og lufte godt ud. Brug altid handsker, når du rengør toilettet.

Læs også på Houzz.dk: Trin for trin –ekspertens guide til en ren fryser

Bonustip – Sørg for god stemning og det rette outfit!
Hvis rengøringen skal overstås på en så vellykket, enkel og munter måde som muligt, så organiser arbejdet med mest mulig indbygget motivation.

Betragt rengøring som en sport, og tag noget tøj på, du føler dig frisk og godt tilpas i.

Om det så er et nyt sæt træningstøj, der får dig til at klare opvasken på rekordtid eller dit bedste aflagte tøj, så er du klar til at kæmpe mod madrester, bakterier, skimmel, nullermænd, og hvad der ellers måtte gemme sig i hjørnerne.

Skru gerne højt op for musikken, hør en lydbog, eller gør rengøringen til en fællesaktivitet i familien, og gør det til en hyggelig oplevelse af få ordnet hjemmet.

God fornøjelse!

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1