7 geniale idéer til køkkener langs én enkelt væg

Overvejer du et køkken langs blot én enkel væg i stedet for de klassiske L- U- og Ø-køkkener, eller har du måske allerede et én-vægs-køkken, du gerne vil optimere, så skal du læse videre.

Det kompakte én-vægs-køkken er nemlig ofte både billigere at få produceret – fordi du undgår komplicerede hjørneskabe og specialtilpassede bordplader – giver mere plads til andre elementer i køkkenet og kan ikke mindst optimere dine arbejdszoner under madlavning.

Se bare på de nedenstående eksempler!

1. Overvej indretningen nøje
Folk med store U- eller L-formede køkkener vil sikkert opleve, at meget af bordpladsen i virkeligheden ikke bliver brugt under den daglige madlavning.

Med et én-vægs-køkken kan du optimere arbejdszonerne langt bedre, så du ikke skal bevæge dig rundt i hele køkkenet, når du laver mad.

Det kræver dog en grundig gennemgang og overvejelse af, hvor de forskellige områder skal placeres.

Som hovedregel er det godt at placere vask og komfur tæt på hinanden, men stadig med et lille mellemrum, så du eksempelvis kan snitte de grøntsager, du lige har skyllet, inden de skal tilberede på komfuret.

2. Gør plads til et spisebord
Man kunne sagtens have valgt også at opsætte køkkenskabe på den modsatte væg i dette køkken, men i stedet har man prioriteret at have plads til et stort spisebord og et vitrineskab, der giver rigtigt gode opbevaringsmuligheder.

Ofte har vi slet ikke brug for særlig meget bordplads til at lave mad. Derfor kan du overveje, når du skal til at have nyt køkken, om et én-vægs-køkken kan opfylde dine behov og til gengæld give plads til eksempelvis spiseplads, vitrineskab eller en lille lounge i samme rum.

Det samme har man prioriteret i dette køkken-alrum, hvor der egentlig er plads til at fortsætte køkkenet ned langs den lodrette væg.

Det vil dog hurtigt gøre rummet mere kompakt med mindre plads til et stort spiseområde. I stedet har man valgt høje overskabe, der udnytter rummets gode loftshøjde.

Læs også på Houzz.dk: Køkkendesigneren: 3 ting du skal vide om snedkerkøkkener

3. Integrér det i store rum
Én-vægs-køkkener er helt ideelle til store, åbne rum, hvor der er flere kombinerede funktioner, hvilket man ofte vil se i loftslejligheder. Her kan det være rart at få køkkenet til at gå mere i ét med baggrunden, så der ikke sker for meget i rummet.

Dette hvide køkken er helt minimalistisk med god opbevaring, så der ikke står køkkengrej- og maskiner og fylder på borde. Køkkenets diskrete materiale og farve er et godt valg til et én-vægs-køkken, der skal integreres i et større rum.

Her er én-vægs-køkkenet placeret i en stor stue med sofaområde og spiseplads. Køkkenet er holdt i samme grå tone som vægge og loft, hvilket får det til at blende ind i rummet på en naturlig måde. Det stjæler derfor ikke fokus i rummet, når det ikke er i brug.

Læs også på Houzz.dk: Nyt køkken i 2018? Her er årets største køkkenttrends

4. Lav det til et kunstnerisk element
Hvis du derimod har et mere zoneopdelt hjem og gerne vil sætte ekstra fokus på dit køkken, kan du sagtens lege med et mere kunstnerisk udtryk i dit én-vægs-køkken.

Netop fordi køkkenet kun fylder én væg, bliver det ikke for voldsomt at lege med former og farver. Hvorimod man skal passe på med at eksperimentere for meget, når et køkken fylder flere overflader, da det hurtigt kan få rummet til at føles overmættet og kaotisk.

I dette køkken har man valgt turkise nuancer til overskabene og bagpladen. Samme farver går igen i spisebordsstolene, der samler rummets indretning.

Det fungerer optimalt, fordi køkkenets hvide base stadig giver ro i rummet.

Her har man valgt at dekorere bagvæggen i køkkenet med hexagoner i træ i stedet for klassiske fliser. Det giver køkkenet et unikt udtryk, da det også bryder symmetrien.

Køkkenets sorte base er ligesom det forrige køkken med til at give et strømlinet udtryk, der giver plads til leg med former og farver.

5. Skab ekstra bordplads i én-vægs-køkkener
Det er ikke alle, der vælger et én-vægs-køkken af egen fri vilje, men mere, fordi de ikke har plads til et køkken, der fylder flere overflader. Der er dog stadig mulighed for at udvide bordpladsen i et én-vægs-køkken.

Ved at forlænge bordpladen med et 90 graders knæk er der mulighed for en siddeplads eller en ekstra arbejdsstation.

Er der lidt mere plads i rummet, kan en mobil køkkenø med hjul være en god investering. Ikea har mange billige varianter med opbevaring under øen og praktiske stålbordplader.

Læs også på Houzz.dk: Træt af dit hvide køkken? Så let kan du give det ekstra kant

6. Hav fokus på væggenes potentiale
Det er især vigtigt at udnytte væggenes fulde potentiale i et én-vægs-køkken, så man sikrer god opbevaring. I dette køkken har man valgt kubiske hylder langs hele bagvæggen i stedet for overskabe.

Det giver meget mere plads, da man udnytter hele væggens højde og bredde. Samtidig giver det luft og rummelighed i køkkenet, når der ikke er lukkede skabe.

Det kræver selvfølgelig, at man er lidt mere bevidst om at holde hylderne ryddelige, men de kubiske kasser vil langt hen ad vejen visuelt skabe struktur i rummet.

I et mindre køkken, hvor visse elementer som emhætten måske gør det umuligt at indrette kubisk opbevaring, kan tværgående hylder også være et godt alternativ til overskabe.

Dette køkken er ikke ret langt – til gengæld udnytter det rummets fulde højde med åbne hylder helt op til loftet. Det kræver selvfølgelig en (evt. gammel rustik) bibliotekarstige at nå op til de øverste ting, men den giver til gengæld køkkenet charme.

Læs også på Houzz.dk: 8 fejltagelser, der suger hyggen ud af dit køkken

7. Opdel området med gulvet
En god måde at markere én-vægs-køkkenets område på er med gulvet. Det kan være nyttigt, hvis der også er andre elementer som spiseplads eller barbord i rummet.

I dette køkken har man brugt dekorative gulvfliser til at inddele køkkenets zone, hvilket også er med til at beskytte trægulvet under madlavning.

Hvis du ikke har budget til fliser, kan en lang løber eller et aflangt mønstret linoleumsgulv også være en mulighed.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1