Nyslået boligejer? Disse ting SKAL gøres rene, når du overtager dit nye hjem

Til tider kan man være tilbøjelig til at pynte lidt på sandheden, hvis man ved, at opvaskemaskinens ånde er blevet lidt for sur, og vinduerne så småt er begyndt at tangere matterede.

Et helt nyt, helt tomt hjem er ofte den perfekte anledning til at få det hele rengjort, skriver boligsiden Boliga.dk.

– Når man flytter ind i sit nye hjem, er der en hel del områder, der bør rengøres grundigt og gøres klar til hverdagens trummerum, siger Michael René, lektor på Københavns Professionshøjskole og forfatter til rengøringsbloggen Pletvæk.dk.

– Samlet set bør man starte med at løbe sit hjem igennem, og finder man tegn på fordærvet mad og rester af eventuelle skimmelsvampe, så bør disse steder rengøres, så boligen kan blive klar til det nye spændende liv, man starter i sin nye bolig, siger Michael René.

Og når du går i gang med kost og spand, er det særligt to rum, der fortjener ekstra meget kærlighed med skurebørsten.

Badeværelset
– Der kan nemt gemme sig mikroorganismer som eksempelvis sygdomsfremkaldende bakterier, der kan sidde allokeret i og omkring selve toilettet. Så start med at rengøre toilettet, når du flytter ind i din nye bolig. På den måde kan du undgå at komme til at overføre bakterier til de øvrige rum i boligen, siger Michael René til Boliga.

– Der kan være flere usynlige kilder til bakterier på badeværelset. Trækker man ud, uden at låget er slået ned, bliver bakterierne spredt ud i hele rummet, og netop derfor kræver badeværelset en høj hygiejne og fornuftig rengøring. Dertil kan håndklædet også være en kilde til falsk tryghed – specielt, hvis man ikke skifter dette hyppigt. Håndklædet kan nemlig gemme på eventuelle uønskede bakterier og mikroorganismer, som har overlevet en lidt for hurtigt vask af hænder.

Køkken
– I køkkenet, hvor der opbevares og tilberedes mad, bør der gøres rent, inden man selv sætter sine friske og nyindkøbte madvarer og drikkevarer på plads. De rester af madvarer, der eventuelt har gemt sig i skabe, ovn, køleskab m.m., og som er fordærvet eller rådnet, kan nemlig gemme på flere forskellige mikroorganismer, siger Michael René.

– Et sted, der nok er mange, som måske ikke lige tænker over, er grebene – særligt på lågen til skraldespanden – hvor der sætter sig mange bakterier. Samtidig er det også et sted, der måske let undslipper den almindelige rengøring. Det er derfor en god idé at huske at rengøre greb på køleskab, ovn og lågerne.

Her er boligforbedringerne, der kan betale sig – og dem du skal holde dig fra.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes