Hjælp dine planter med at overleve sommerferien

Plasticflasker med vand kan holde dine planter i live i ferien.

Plasticflasker med vand kan holde dine planter i live i ferien.

Visne blomster i krukker og urtepotter og døde grøntsager i køkkenhaven. Mange har oplevet at komme hjem fra ferien til en have og en stue fuld af planter, som er lige til at smide ud.

Heldigvis er der meget, du kan gøre for at undgå en grøn massakre på matriklen, mens du er bortrejst.

Vigtigst er det at vande grundigt inden afrejse. Især bloms­ter i urtepotter og krukker har svært ved at klare en uge eller tre alene hjemme. Det gælder både i vindueskarmen og på terrassen. Jo mindre krukken er, jo hurtigere lider planten tørkedøden.

Flyt krukkerne ud af solen for at formindske fordampningen. Terrassens krukker vil for eksempel være glade for at holde ferie på nordsiden af huset eller i skyggen af et træ. Pas dog på, at du ikke får stillet krukkerne, så trækroner eller tagudhæng hindrer regn i at nå de tørstige planter.

Trin for trin: Sådan laver du dit eget avocadotræ

Nem gør det selv-ferievanding
Stueplanterne flytter du væk fra vinduernes udtørrende sol. Saml dem eksempelvis i brusebadet. Der står de i kølig skygge, og de kan nemt vandes grundigt af eventuelle ferievandere. Giv dem et brusebad inden afgang.

Du kan næsten gratis kreere et simpelt ferievandingssystem til dine krukker og urtepotter. Fyld en halvandenliters sodavandsflaske med vand, og stik den med toppen ned i jorden. Bind den eventuelt fast til en plantepind for at give støtte. Så suger planten selv vand fra flasken. Store krukker kan godt bruge to flasker, mens små potteplanter kan nøjes med en halvliters-flaske.

Her er den mest populære blomsterfarve lige nu

Lok naboen til at hjælpe
Viser den danske sommer sig fra sin bedste side, mens du er ude at rejse, kan køkkenhaven hurtigt blive et sølle syn. Vissen salat, indtørrede ærter og små, bitre gulerødder bliver hurtigt resultatet, for grøntsager har brug for masser af vand for at trives.

En god løsning er at alliere sig med naboer. Måske skal de ud at rejse på et andet tidspunkt og har brug for at få vandet haven eller passet katten? Du kan også lokke med, at de må spise, hvad de vil, fra haven, mens de passer den. Jordbærrene holder alligevel ikke, til du kommer hjem.

Er der ingen hjælp at hente blandt naboer eller venner, kan du i havecentret købe en siveslange eller sprinkler med et vandingsur, som du kan indstille til at vande hver aften eller morgen.

Nøgen jord tørrer hurtigt ud, så dæk jorden mellem grøntsager og under bær med halm eller græsafklip. Det holder på fugten, så planterne kan klare sig med mindre vand i en periode.

Med disse 8 små tricks får du blomsterne til at holde meget længere

Få flere gode tips
Signe Westergaard-Jensen blogger på Havemama.dk. Her kommer hun med masser af tips og idéer til det gode liv med have og børn.

Artiklen blev bragt første gang d. 8/7-2016.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes