Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

300 kvadratmeter: Rigmand har sat København-villaen til salg

Det er ved at være farvel og tak til adressen på Toldbodgade i København – med Amalienborg og Esplanaden som naboer – og Dokøen med Operaen som genbo.

Den danske erhvervs-rigmand Lars Thuesen har nemlig sammen med sin frue, Bolette Thuesen, netop sendt parrets 296 kvadratmeter store byhus på markedet.

Og det er da ikke bare naboadresserne og deres royale beboere, der har et eksklusivt strejf.

Til en kvadratmeterpris på godt 89.500 kroner er huset nemlig at finde blandt Københavns dyreste – og vil du rykke ind, er det således 26,5 millioner, der skal betales.

Huset, der er til salg hos mæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, er et af Frederiksstadens såkaldte Engelske Rækkehuse og rummer i alt ti værelser med blandt andet sildebensparket, udskårne radiatorskjulere, høje vægpaneler og stuklofter.

Lars Thuesen, der tidligere har været leder i en stribe fly- og rejseselskaber og i dag er direktør i Basisbank, købte sammen med sin kone ejendommen 2014 og har siden renoveret kvadratmeterne, der fordeler sig på fire etager.

Landets dyreste områder
København er sammen med nabokommunen Gentofte blandt de steder, hvor der traditionelt skal betales allermest for at blive ejer af en villa eller et rækkehus.

I års første kvartal er husene i Gentofte nemlig gået for 49.356 kroner pr. kvadratmeter, mens en gennemsnitlig huskvadratmeter i Københavns Kommune er solgt for 42.390 kroner. Det viser tal fra Boliga.

Og selvom Thuesens københavner-hus er udbudt til salg med en noget højere kvadratmeterpris, byder København for øjeblikket også på boliger, der kræver en noget tykkere pengepung.

Vil du rykke ind i et af hovedstads-kommunens tre dyreste huse, der henholdsvis ligger i Valby, København K og nær Svanemøllen, skal du nemlig betale mellem 32 og 42 millioner kroner.

Se byhuset her.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes