Færre sommerhuse bliver sat ned i pris

Og har den drønhede sommer også fået drømmen om ens eget stykke med grøn-brun plæne og det helt rette feriepalæ til at blomstre, så skal man nok have læst lidt op på forhandlingstaktikkerne.

For skal man have et hus til under den første udbudspris, skal man selv i gang med benarbejdet. Der er nemlig færre af de udbudte sommerhuse, der i år er blevet sat ned i pris end tidligere.

Tal fra Boliga viser,* at mens det i 2014 var lige knap fire ud af ti sommerhuse, der havde fået justeret prisen, så var andelen i år faldet til 31,8 procent.

Altså er der nu færre sommerhussælgere, der har måtte erkende, at den første pris nok var lige lovlig optimistisk sat.

– Fritidshusmarkedet har det rigtigt godt. Fritidshuse handles ofte med friværdi fra ejerboligen, og eftersom prisen på helårsboliger er steget ganske meget de senere år, er interessen for at købe fritidsbolig i øjeblikket stor. Samtidigt er lånegrænsen for fritidshuse blevet hævet fra 60 procent til 75 procent i realkreditinstituttet, og det har pustet yderligere til købernes interesse, siger chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea, Lise Nytoft Bergmann.

Det bliver nok dyrere
Den højeste andel af prisjusterede sommerhuse har de i Vejle Kommune, hvor mere end fire ud af ti sommerhuse har fået nye cifre på prisen.

Noget lavere er andelen i Silkeborg Kommune, hvor det er 16,1 procent af de udbudte sommerhuse, der har fået en ny pris at pynte sig med.

Helt i tråd med tendensen på landsplan, er der her en faldende andel fra sidste år – og boligøkonomen forventer da også, at priserne på sommerhuse generelt kommer til at stige fremadrettet:

– Mange steder i landet blev prisen på fritidshuse trykket langt ned under den seneste nedtur på boligmarkedet, og set i et historisk perspektiv får man derfor meget fritidshus for pengene i øjeblikket. Den lave rente, den stigende beskæftigelse og den forholdsvist høje forbrugeroptimisme spiller også positivt ind på handelsaktiviteten og dermed også på, hvor mange fritidshuse, der sættes ned i pris, siger Lise Nytoft Bergmann.

Her kan du se, hvor mange af sommerhusene der er sat ned i pris i din kommune.

* Boliga har opgjort, hvor stor en andel af de udbudte sommerhuse der var blevet justeret i pris den 8. august fra 2013-2018. Der er kun medtaget kommuner med minimum 20 udbud.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1