Så tit skal du i virkeligheden gøre rent i soveværelset

Hvor tit skal man rengøre et computertastatur? Har du udskiftet dine hovedpuder for nylig? Hvad med din yndlings-bh, hvornår er den sidst blevet vasket?

Her kan du se, hvor ofte du rent faktisk skal rengøre de forskellige ting i dit soveværelse.

Læs også på MY DAILY SPACE: Boligfund på budget: Forny dit hjem for under 200 kroner

Hvor tit skal man vaske sengetøj?

HVER UGE

Du skal faktisk behandle dine lagner lidt, som du ville behandle dit tøj. Det ville du formentlig (forhåbentlig!) også vaske, hvis du havde brugt det i en hel uge. Tænk på, at du jo ligger på dit lagen og sover i dit sengetøj i cirka syv timer hver nat, det vil sige 49 timer på en uge.

Hvis du går i bad hver aften, inden du går i seng, kan du slippe af sted med at vaske sengetøj hver anden uge. Jep, vi er i hvert fald nogle her på redaktionen, der skal hjem og vaske lagner nu …

Hvor tit skal man vaske sin dyne og hovedpude?

TO GANGE OM ÅRET

Her taler vi om selve det, der er indeni dit sengetøj. Instruktionerne står på et mærke på din dyne/pude, ligesom vaskemærker på tøj.

De skal ikke vaskes så tit, men hvor mange af jer får rent faktisk gjort det hver sjette måned? Præcis. Endnu en ting er føjet til aftenens to do-liste.

Læs også på MY DAILY SPACE: Sover du godt? Det gør mange danskere ikke

Hvor tit skal man vaske sine jeans?

TIDLIGST EFTER TO MÅNEDER

Jeans skal vaskes, når de begynder at lugte, så det kommer selvfølgelig an på, hvor klam du er – men hvis du tager regelmæssige bade, kan du udskyde jeansvaskningen med to til seks måneder, hver gang du tager et rent par i brug.

Alternativt kan du vaske dem, når du synes, de trænger til det, fordi de er blevet for løse for eksempel.

Du kan ikke bare håndvaske eller lægge dem i fryseren, som nogen siger. Du SKAL maskinvaske for at få dræbt alle bakterier.

Læs også på MY DAILY SPACE: Stylingguide: Tre jeans, tre looks

Hvor tit skal bh’er vaskes?

EFTER MAKS TRE GANGE

Når du har haft din bh på to til tre gange, skal du faktisk lægge den til vask. Det lyder jo egentlig meget fornuftigt, men alligevel er vi skyldige i at gå med den samme bh igen og igen, fordi den bare er så goood, og det er svært at skulle undvære yndlings-bh’en (og en pain at vaske dem. Hvor har jeg lagt vaskeposen?)!

Du skal bare vide, at din bh er fyldt med sved og olier fra din krop, næste gang du skal til at tage den på for fjerde dag i træk (vi er doomed!). Til gengæld kan du sagtens vaske den i hånden.

Læs også på MY DAILY SPACE:  Shoppeguide: Find den helt rigtige bh til din barm

Hvor tit skal man vaske sofabetrækket?

HVOR MODIG ER DU?

Har du en sovesofa? Eller bare en ganske almindelig sofa? Og har den aftageligt betræk? Det var heldigt, for den slags trænger selvfølgelig også til at blive vasket! Det kan du passende gøre samme dag, som du vasker dine dyner og puder, for det skal ske med samme frekvens.

Hvis du altså er en af de modige.

Der er nemlig blandede meninger om, hvor tit sofabakterierne skal udryddes, og svarene fra diverse hygiejneeksperter spænder mellem alt fra to gange om året til EN GANG OM UGEN. Tja, vi sidder jo også ret meget i den sofa …

Vil du tage mellemvejen, så støvsug din sofa hver måned og tag den helt store vask hver sjette måned.

Læs også på MY DAILY SPACE: Den evindelige sofadiskussion: SKAL en flyder have chaiselong?

Hvor tit skal man rengøre sit tastatur?

EN ELLER TO GANGE OM MÅNEDEN

Du hamrer løs i det hver dag, både i sofaen og i sengen, og har du helt ærligt vasket eller afsprittet pølserne, før du går i gang? Næppe. Dine hænder er fulde af bakterier, og derfor bliver din computer, dit tastatur og din mus det selvfølgelig også.

Rens lige dit tastatur nu. Og tag mobilen med! Det føles godt, det lover jeg.

Læs også på MY DAILY SPACE: Så tit skal du i virkeligheden gøre ting rent i dit køkken

Hvor tit skal man rengøre sine makeupbørster?

EN GANG OM UGEN

Hvis du er den heldige indehaver af et makeupbord i soveværelset, så ved du selvfølgelig godt, hvor tit du egentlig skal vaske dine makeupbørster … Spørgsmålet er, om du får det gjort?

Hvis du bruger dem ofte, er det vigtigt, at du rengør dem en gang om ugen, så du ikke bare kører de samme gamle bakterier rundt i ansigtet igen og igen. Makeuppensler er nemlig fulde af rester og hudceller (mmm), så prøv at gøre det til en vane. Eventuelt kombineret med en makeupfri dag om søndagen.

I denne serie undersøger vi, hvordan du bedst holder dit hjem hygiejnisk, og hvor ofte du skal rengøre de forskellige ting i dit hjem. Følg med her på siden, hvor vi også vil undersøge, hvor ofte du skal gøre rent i køkkenet og badeværelset.

Kilder til denne serie: Huffington PostBustleBritaWomen’s HealthAcademy of Nutritions and DieteticsTodayAllureChicago TribuneRefinery 29Business Insider ogYahoo

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes