Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Creme-dronning har købt millionvilla i København

Andrea Elisabeth Rudolph har nok at se til på det danske boligmarkedet for øjeblikket:
Familiesommerhuset i Grønninghoved er til salg. Herskabslejligheden på Frederiksberg er til salg. Og så er der netop tikket en ny adresse ind i cremedronningens boligkartotek.
Ifølge boligsiden Boliga er den 42-årige iværksætter og tv-radioværtinde sammen med gemalen Claus Møller Jakobsen nemlig netop blevet ejere af en villa på 346 kvadratmeter i København-bydelen Valby.
Helt sovende er parret ikke kommet til adressen. Købesummen lyder nemlig ifølge SE og HØR på hele 18,5 millioner kroner, hvilket altså giver villaen en kvadratmeterpris, der er godt 15.000 kroner dyrere end den pris, postdistriktets huse ellers er handlet for i første halvår 2018.
Ifølge tal fra Boliga.dk er en gennemsnitlig huskvadratmeter i Valby nemlig i år solgt for 37.660 kroner, hvilket gør bydelen til et af landets dyrere steder at købe hus.
Lejlighed eller sommerhus
Der skal da også punges ud med et pænt beløb, hvis man drømmer om at rykke ind på kendis-parrets måske snart forhenværende kvadratmeter på Frederiksberg eller i familiens sommerhus, der ligger lige syd for Kolding.
Lejligheden er nemlig til salg for 10,9 millioner kroner. Og for det beløb får man 195 kvadratmeter i fjerde sals højde – ganske tæt på den mondæne gade Frederiksberg Allé. Prisen er meget tæt på gennemsnittet i området – og Frederiksbergs C-postnummer er da også landets p.t. næstdyreste sted at købe ejerlejlighed.
Det 74 kvadratmeter store sommerhus i det attraktive område ved Grønninghoved Strand kan erhverves for 2.995.000 kroner, hvilket også placerer prisen en anelse over gennemsnittet. Men så får man til gengæld også en ferieadresse i første række til havet.
Andrea Elisabeth Rudolph har stiftet bekendtskab med danskerne gennem programmer som “Vild med dans” og “Morgenhyrderne” på Radio 100 FM. Senest er det dog iværksætterens award-vindende produktserie i eget navn, der har fundet vej ud til danskerne.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes