Flere interesserede: Så mange huse bliver solgt til overpris

Har man ikke bare fundet et hus, men derimod HUSET, kan det være noget af en streg i regningen, hvis der melder sig andre interesserede på banen.

Og i første halvår måtte flere købere acceptere, at huset endte med at blive budt op i en højere pris, end det var sat til salg for. Ifølge en opgørelse fra Boliga.dk blev 4,3 procent af husene nemlig solgt for mere end den første udbudspris – mens andelen tilbage i 2014 var på 2,4 procent.

Det er der flere årsager til, forklarer Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea:

»Der er kommet flere købere de seneste år. Priserne stiger, og handelsaktiviteten er høj, og derfor er det naturligt, at flere boliger havner i budkrig, end når der er langt mellem køberne.«

»Det er ikke en eksakt videnskab at prisfastsætte en bolig, og selv garvede ejendomsmæglere er ikke altid enige. Derfor vil der af og til være boliger, der kommer billigt til salg, og det tiltrækker ofte flere købere. Ikke mindst i det nuværende marked, hvor handelsaktiviteten er høj,« siger hun til Boliga.

Mange budrunder
Men rykker man over en kommunegrænsen, får man ikke alene en anden skattesats. Der er også forskel fra kommune til kommune på, hvor mange af de solgte huse der endte i en budrunde.

I Københavns Kommune finder man eksempelvis landets tredjehøjeste andel af huse solgt over udbudsprisen – det er 11,5 procent af handlerne, der endte med det. Mens man i landets næststørste kommune, Aarhus, endte med en højere salgspris i 4,3 procent af handlerne.

Uagtet hvor i landet man søger efter en villa, er det dog vigtigt at holde hovedet koldt, før man drager i budkrig:

»Et boligkøb er en af de vigtigste beslutninger, vi træffer, og derfor er det nemt at lade sig gribe af stemningen, hvis man ender i en budrunde. Det er dog vigtigt at huske på, at selv om to boliger sjældent er helt ens, så kan familien normalt godt trives andre steder end i den bolig, man i første omgang forelskede sig i. Derfor bør man også tænke sig godt om, hvis man ender i en budrunde, så man ikke ender med at give en højere pris end det, boligen egentlig er værd,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Her kan du se, hvor mange af husene der blev solgt til mere end udbudsprisen i din kommune.

*Boliga har opgjort, hvor mange af husene i de enkelte kommuner der har fået registreret en salgspris, der er højere end den førstkendte udbudspris. Der er kun lavet beregninger i kommuner med minimum 20 handler i 1. halvår.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes
1