København “puster ud”: Så meget kan du få i rabat på lejligheden

Det kan måske føles en kende akavet, når man forsøger at presse prisen på det nye køleskab ned med et par hundrede kroner. Eller hvis man gerne vil have to par sokker med, når man køber et helt nyt jakkesæt.

Men der er væsentligt større beløb på spil, når det, man forhandler om, er en lejlighed.

Og stabilitet er angiveligt kodeordet, når det handler om de justeringer, som lejlighedssælgerne har måttet give i årets første seks måneder kontra samme periode de to foregående år.

En ny opgørelse fra boligsiden Boliga viser nemlig, at både de procentvise justeringer, som sælger giver undervejs i udbudsperioden, og den forhandlingsrabat, som køberne forhandler hjem, nogenlunde har holdt det samme niveau de seneste tre år.

Priserne blev således undervejs i udbudsperioden justeret med 1,7 procent i år, mens det sidste år var præcis det samme og to procent tilbage i 2016. Mens forhandlingsrabatten i år var på 2,2 procent, var den 2,1 procent sidste og forrige år.

Det er et tegn på, at lejlighedsmarkedet nu udvikler sig mere mådeholdent:

– I de kommende år vil de større byer formentlig fortsat vokse og behovet for ejerlejligheder ligeså, hvilket skubber priserne opad. Omvendt bygges der mange nye ejerlejligheder, renteniveauet forventes gradvist at kravle op, hvilket trykker priserne nedad. Der er dermed flere faktorer, som trækker i modsatte retninger for ejerlejlighedspriserne. Vi vurderer, at de positive elementer vinder, men at vi har udsigt til en mere moderat prisudvikling, siger Mira Lie Nielsen, Nykredits boligøkonom.

Københavnske afslag stiger
Et sted, hvor der til gengæld bliver udåndet for fuld kraft – ganske som var det amatør-løberne efter deres første halvmaraton – er i Hovedstaden.

– København puster ud efter nogle heftige år med høj fart på både priser og handler, og København har været den langt største trækhest for prisfremgangen på ejerlejlighederne. Priserne har dog nu nået et niveau, hvor der er færre købere, og når der fortsat kommer en del nye boliger til salg, så stiger udbuddet. Er man derfor på boligjagt i brokvartererne nu, så har man fået bedre kort på hånden over for sælger og kan forhandle sig til større afslag end tilfældet har været de senere år, siger Mira Lie Nielsen.

I bydelen Nørrebro steg forhandlingsrabatten i første halvår eksempelvis fra 1,1 procent sidste år til 1,9 procent i år – ligesom den på Vesterbro gik fra 1,4 procent til to procent i år.

Samtidig blev der også givet større procentvise nedslag i flere af de københavnske postdistrikter i år kontra sidste år. På Østerbro lød justeringen i 2017 på 2,1 procent, mens den i år var 2,7 procent.

Så meget forhandlede køberne prisen ned.

Så meget satte sælgerne prisen ned.

* Boliga har opgjort den procentvise forskel på sidstkendte udbudspris og den endelige salgspris samt den procentvise forskel på først- og sidstkendte udbudspris. Dataen er baseret på de tinglyste salg i alm. fri handel i perioderne 1. halvår 2016, 2017 og 2018. Der er kun medtaget postdistrikter med minimum 20 salg.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes