Hvor længe tør du vente? Hav is i maven og spar tusindvis af kroner på dit boligkøb

Men de fleste kan nok også skrive under på, at det kan koste flere søvnløse nætter og dage med svedige håndflader at være boligsælger. For er huset købt eller solgt? Kommer der et højere bud, end det der lige er tikket ind? Skal vi sænke prisen nu eller om en måned?

En opgørelse fra Boliga viser, at sælgerne bliver noget mere møre, jo længere tid de har været i gang med salgsprocessen. Forhandlingsrabatten – altså forskellen mellem den seneste udbudspris og den endelige salgspris – stiger nemlig, som tiden går.*

2,9 procent gav sælgerne i rabat, hvis huset blev solgt inden for de første tre måneder på markedet. Gik der derimod mellem et halvt og et helt år, så var rabatten 6,5 procent, mens den på huse, der havde nået at få årsdag på udbudslisten var 8,3 procent.

Lejlighed kontra hus
Men angiveligt er lejlighedssælgerne noget bedre til at holde hånden rolig, når der skal prisforhandles. Der bliver nemlig generelt givet større rabatter på villaer og rækkehuse end på lejligheder.

Således var rabatten på lejligheder med mere end et år på markedet 5,8 procent, mens den for de friske, nyudbudte var 1,8 procent.

At der er forskel på villaernes og lejlighedernes rabatstørrelse, er der to forklaringer på, lyder det fra cheføkonom Signe Roed-Frederiksen fra Arbejdernes Landsbank:

– For det første er det formentlig lettere at ramme den rigtige udbudspris på lejligheder end på huse. Det skyldes, at lejligheder som oftest ligger i de større byer, hvor omsætningen er højere, og der ofte vil være handlet en lignende lejlighed indenfor de seneste måneder.

– For det andet, har der generelt været større interesse for køb af ejerlejligheder end huse på landsplan, og når der er mange købere til en ejendom, er det sværere at forhandle et afslag igennem, siger Signe Roed-Frederiksen til Boliga.

Så stor er rabatten fordelt på måneder på huse.

Så stor er rabatten fordelt på måneder på lejligheder.

*Boliga har opgjort, hvor stor forskellen er på den seneste udbudspris og den endelig salgspris for henholdsvis villa/rækkehuse og ejerlejligheder fordelt på måneder. Tallene er baseret boliger solgt i 1. halvår 2018.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes