Miljøminister freder brændeovne

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har ikke i sinde at forbyde brændeovne.

Miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har ikke i sinde at forbyde brændeovne.

Kulden har fået danskerne til at søge indendørs, og det har vanen tro pustet ny ild i debatten om røggener fra brændeovne.

På spørgsmålet om, hvorvidt brændeovne skal forbydes eller ej, deler folk sig et sted mellem to ekstremer. Nogle føler sig generet af røgen fra brændeovne, mens partikeludledningen fra især gamle brændeovne udgør et andet argument for et forbud.

På den anden side mener andre, at argumenterne for, at brændeovnsrøg er farlig for mennesker, er svage, hvis man fx sammenligner med partikler i diesel­os, der er markant farligere.

Der er en udbredt opfattelse af, at debatten er usaglig og mest handler om følelser – og særligt følelserne hos de, der ikke selv fyrer i brændeovn.

Af den hidtil mest præcise opgørelse over brændeovne i Danmark lavet af Miljøstyrelsen og Skorstensfejerlauget fremgår det, at der er ca. 720.000 i helårsbeboelser og fritidshuse landet over.

Intet forbud mod brændeovne på vej
I forbindelse med et større tema om brændeovne har Ekstra Bladet fået en række skriftlige svar fra Jakob Ellemann-Jensen (V). Avisen har blandt andet spurgt ministeren, hvorfor man ikke blot forbyder brændeovne i villakvarterer og tæt bebyggelse, hvor der er indlagt fjernvarme.

Vi skal tage partikelforurening fra brændeovne alvorligt. Det er også derfor, at regeringen har præsenteret et ambitiøst klima- og luftudspil. Jeg er ikke tilhænger af forbud, men jeg ønsker en hurtigere udskiftning af de ældste brændeovne, da de forurener langt mere end de nye. Og vi har derfor netop afsat 46 mio. kroner i finansloven til, at man kan få 2000 kroner for at skrotte sin gamle brændeovn, lyder svaret fra Jakob Ellemann-Jensen.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Kan du klage over naboens røg fra brændeovnen?

Danskerne skal have nye brændeovne
Miljøministeren slår på, at han ønsker, at danskerne fremover hygge sig ved nye, moderne brændeovne frem for gamle osere. Heller ikke et forbud mod fyring med træ, der overstiger en fugtighed på de anbefalede 18-20 procent, bliver aktuelt.

Det er vigtigt, at der ikke bliver fyret med træ med for høj fugtighed i brændeovne, da det kan øge partikelforureningen og tilmed give en dårligere energiudnyttelse af brændet. Men fyring med vådt træ hænger ofte sammen med, hvordan brænde bliver opbevaret hos brændeovnsejeren. Et forbud er derfor ikke vejen frem.

Miljøstyrelsen har oplysninger og gode råd om både fyring og opbevaring af brænde, og dem vil jeg anbefale, man benytter, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: 4 ting, du ikke må fyre med i din brændeovn

Opposition støtter kommunale forbud
Bolius har forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet for at høre, hvad deres politiske linje er i forhold til brændeovne. Partiets miljøordfører er på ferie, men en presserådgiver henviser til det klima- og miljøudspil, som Socialdemokratiet sendte på gaden i sommeren 2018.

Af udspillet fremgår, at Socialdemokratiet ”støtter kommunale initiativer til fremme af lokale ordninger med skrotningspræmie for udfasning af brændeovne samt til kommunale forsøgsordninger med installering af filtre i brændeovne”.

Derudover vil Socialdemokratiet give de store bykommuner mulighed for at fastsætte regler om brændeovne, herunder eksempelvis at stille krav om, at brændeovne i helårshuse med fjernvarme skal kunne forbydes, hvis et politisk flertal i kommunen ønsker det.

Over for fyens.dk har Socialdemokratiets miljøordfører Christian Rabjerg Madsen tidligere forklaret, hvorfor partiet blandt andet bakker op om et demokratisk funderet forbud ude i kommunerne.

Brændeovne er skyld i, at folk dør for tidligt, så hvis man er seriøs omkring luftforurening, og det er vi, så er man nødt til at kigge på brændeovnene, lød det fra Christian Rabjerg Madsen.

En rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har tidligere anslået, at partikelforurening fra brændeovne og anden træfyring er skyld i, at 550 danskere hvert år dør for tidligt.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Generelt om brændeovne og pejse

Spørg Bolius: Hvad gør jeg, hvis naboens brænderøg generer mig?

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.