5 nye tendenser til dit køkken i 2019

I 2019 er det 20 år siden, Kvik lancerede begrebet samtalekøkken, der siden dannede skole for indretning af både store og små køkkener. Mange af de samme grundprincipper går igen i det nyeste køkkendesign, men der er kommet flere nye farver, løsninger og skuffer til. Og så har teknologien taget over. Alt – fra ovn til opvaskemaskine – kan fjernstyres fra mobilen.

I den anledning kigger vi på 2019 – hvilke tendenser skal du være opmærksom på, når du køber nyt køkken eller renoverer det eksisterende. Se listen her.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Få inspiration til et nyt køkken

Nyt køkken i 2019? Se tendenserne her:

#1 Valg af materialer til køkkenet i 2019

Det ældgamle kompositmateriale linoleum, der siden 1800-tallet er blevet fremstillet af linolie, harpiks, kalk, kork, sten og træmel og holdt sammen af hessian vævet af plantefibre, har længe været møbelarkitekternes darling. Materialet, som de fleste kender fra gulvfliser, bliver flittigt brugt som bordplade på spise- og sofaborde på grund af dets holdbarhed. 

#2 Den rigtige bordplade

At vælge bordplade er for mange den sværeste beslutning, bl.a. fordi det hurtigt kan blive den største udgift. Laminat, især den nye, eksklusive og tynde, kompakte udgave er meget populær, nok især på grund af prisniveauet. Keramiske bordplader med en mat og rustik overflade, marmor og kompositprodukter som Silestone eller Corian hører til i den dyre ende. 

#3 Hvilken farve skal køkkenet have?

Hvid er stadig den foretrukne farve, men den grå farveskala følger stærkt efter — fra lys grå til koksgrå eller sort. Vælger du mørke farver, skal overfladen være mat, så de fedtede fingre ikke ses. Også elementer i træ —massivt eller finertræ — ligger højt på danskernes favoritliste. 

#4 Skal du vælge skabe eller skuffer?

De store, brede skuffer skabte virkelig en fornyelse i 1990’erne. Ud kom de dybe skabe, hvor de bagerste køkkenting stod og samlede støv. I dag er de fleste overskabe erstattet af hylder, så man kan vise sit megamussel og den hånddrejede keramik frem.

Skabe – høje og lave – bruges primært, når der er plads til at samle dem med køle-/fryseskab og ovn på samme væg. Meget populært er tre-i-én-skuffer, så en sektion kun har én front. Det skaber ro. Du kan forny skufferne enkeltvis uden at bygge hele køkkenet om.

#5 Bring teknologien i køkkenet

Via en app på din smartphone kan du tjekke, hvad du mangler i køleskabet derhjemme, mens du går rundt i supermarkedet. B.l.a. LG, Samsung og Bosch producerer køleskabe, der indeholder kameraer.

Teknologien præger for alvor vores bolig og specielt køkkenet, hvor både ovn, køleskab og opvaskemaskine kan betjenes ved hjælp af mobilen. Lidt af et paradoks i en tid, hvor vi køber flere og flere færdigretter, der blot skal varmes i ovnen i 20 minutter.

Oplevelser i byen
Minby.dk - nyheder fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.