Energi-professor: Solceller på dit tag hjælper ikke klimaet

Som forsker i bæredygtig energi støder Brian Vad Mathiesen næsten dagligt på forslag, der bliver kaldt klimavenlige uden at være det.

»Det er vigtigt at tale om de her ting, så der ikke kommer et tilbageslag i folks vilje til at være med til en omstilling til vedvarende energi,« siger Brian Vad Mathiesen, professor i vedvarende energisystemer på Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.

I en artikel på Videnskab.dk slår han derfor ned på tre områder, som du bør tage hensyn til derhjemme, hvis du vil udlede færre drivhusgasser på grund af dit energiforbrug:

Læs også på Videnskab.dk: Test dig selv: Er dit verdensbillede også helt forkert?

Solceller er dyre
En klassisk fejltagelse er at tro, at man gør noget godt ved at få solceller på sit tag.

Solceller er dyre, og de virker bedst om sommeren, hvor behovet for strøm er mindst.

Løsningen er i stedet, at vi alle skal bruge så lidt energi som muligt, at vi skal blive bedre til at sende energi videre, når vi ikke selv skal bruge den, og at vi skal bruge vedvarende energikilder, hvor det er muligt.

Helt konkret kan du gå sammen med naboerne og starte et laug – en sammenslutning – hvor I driver et større areal med solceller eller en vindmølle, som i selv kan bruge energi fra, og som kan sende overskydende energi videre til samfundet.

»Sådan et medejerskab er formidabelt godt. Man støtter den grønne omstilling, samtidig med at man etablerer en ny, vedvarende energikapacitet og endda tjener lidt penge på det.«

Læs også på Videnskab.dk: Solcelle-teknologien bakser med fire hovedproblemer

Fjern gas og olie
»Gas er grøn energi«, lyder det fra energiselskaber.

»Vrøvl,« lyder det fra professor Brian Vad Mathiesen. Han mener tværtimod, at al gas og olie bør fjernes fra vores energiforsyning senest i 2030.

Naturgas hiver vi især op fra felter i Nordsøen. Det er ganske vist mindre slemt for miljøet end kul og olie, men det er stadig et fossilt brændstof, som udleder drivhusgasser og bidrager til klimaforandringer, når vi brænder det af.

400.000 danske husstande bruger naturgas, men de burde i stedet gå over til fjernvarme. Fjernvarme er nemlig skabt af overskudsvarme, når vi alligevel brænder affald af eller producerer el på kraftværker.

Læs også på Videnskab.dk: Så billigt er det at få Danmark til at køre på kun grøn energi

Tænk jordnært
Det kan måske virke lidt ligegyldigt, når man en sen aften ser på de tændte lys i butikkerne i gågaden, eller når man tænker på, at USA og Kina har et energiforbrug, som vi nok aldrig kommer i nærheden af i Danmark.

Du bør dog tænke det langt mere jordnært, påpeger Brian Vad Mathiesen:

»Børnelærdommen om, at vi lige slukker for lyset, når vi går, betyder altså, at strømmen kan bruges et andet sted i systemet, uden at der skal produceres mere energi. Og at du selv sparer penge,« siger Brian Vad Mathiesen.

Endnu flere penge på kontoen – og endnu flere håndsrækninger til klimaet – giver det, hvis du skruer ned for varmen. Halvdelen af vores energiforbrug i Europa går til at opvarme vores boliger, bemærker Brian Vad Mathiesen overfor Videnskab.dk.

Derfor lyder et helt oplagt råd i samme boldgade: Sørg for at isolere din bolig ordentligt.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Kæmpestudie: Mad-revolution påkrævet, hvis vi skal redde verden

Sådan skal du spise for at spare på vandet og hjælpe klimaet

Sådan kan du redde verden hjemme fra lænestolen


Oplevelser i byen
Nyheder, debat og guides fra København
Lokale ugeaviser
Københavns erhvervsavis

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes