Danske børn bor tættere: Sådan indretter du deleværelset til ungerne

Mere end hvert ottende barn deler værelse med deres bror eller søster, og det står i markant kontrast til det øgede antal kvadratmeter i de danske hjem.
 Siden 1992 har danskerne i gennemsnit fået fem kvadratmeter mere pr. person i hjemmene. Men til trods for at der er kommet mere plads under taget, er der fra 2017 til 2018 næsten sket en fordobling i antallet af børn, der må dele værelse med en søskende. Det viser Bolius’ boligejeranalyse.
 – Selv om vi gennemsnitligt har fået flere kvadratmeter per indbygger, så bliver det tal trukket op af, at mange ældre bor alene i store huse, mens nogle børnefamilier bor i mindre lejligheder i byerne. Det kan både være høje boligpriser og skilsmisser, der spiller sådan ind, at familierne må indgå nogle kompromiser i indretningen, fortæller professor ved Aalborg Universitet Kirsten Gram-Hanssen.
Børneværelset skal være fedt og funktionelt
Udfordringen i at have flere børn på samme værelse ligger i, at det kan blive svært at lade værelset afspejle hvert barns personlighed. Det mener indretningsekspert Nicolai Østergaard.
– Ligesom vi voksne godt kan lide at indrette os og sætte vores personlige præg på vores hjem, så vil børn også gerne have et sted, der er deres eget. Det kan man også sagtens opnå, selv om de er to, som skal dele selv et lille værelse. Man skal bare være lidt kreativ.
Nicolai Østergaard har samlet en række erfaringer til den helt rigtige indretning af deleværelset til ungerne.
1. Zoneinddel
Selvom ungerne deler værelse, er det også vigtigt, at de oplever, at værelset er deres personlige frirum. Tænk derfor i rimeligt stringent at opdele rummet i privat og fælles. Det kan gøres med reoler, skillevægge eller gardiner, der kan trækkes til og fra, så børnene føler, at de også kan have lidt fred og privatliv fra deres søskende.
2. Udnyt pladsen – også højden
Hvis der er få kvadratmeter, så tænk straks i højden. Enten i køjesenge, højsenge med legeplads eller skrivebord under eller i at få etableret en hems. Selvom det lyder uoverskueligt, så kan en hjemmelavet løsning med speciallavede møbler være det, som i sidste ende giver den bedste pladsudnyttelse.
3. Lad børnene bestemme
Du har sikkert som den voksne en masse tanker om, hvordan rummet skal indrettes, men husk på, at det er børnenes frirum. Så lad dem komme med input, og hjælp dem så til at realisere det bedste resultat. Og så er der selvfølgelig masser af inspiration til indretning af hente på nettet.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.