Tusinder vil forbyde sprøjtemidler i private haver

Roundup er det suværent mest solgte sprøjtemiddel til privat brug i Danmark.

Roundup er det suværent mest solgte sprøjtemiddel til privat brug i Danmark.

Et borgerforslag mod salg og brug af sprøjtemidler i private haver har i skrivende stund rundet 14.100 underskrifter efter to dage. Hvis borgerforslaget når 50.000 underskrifter, vil det blive taget op i Folketinget.

Kvinden bag forslaget er skuespilleren Christiane Bjørg Nielsen, der er voldsomt indigneret over, at sprøjtemidlerne stadig er at finde på hylderne i landets byggemarkeder og havecentre.

– Jeg bliver så edderarrig. Der kommer en rapport om, at biodiversiteten har det så dårligt, og så står de grønne dunke stadig i byggemarkedet. Hvorfor er der ikke nogen voksne, der fjerner dem, spørger Christiane Bjørg Nielsen i et interview med Politiken.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Danskernes forbrug af sprøjtemidler i haven falder

Sprøjtemidler truer biodiversitet
Rapporten, Christiane Bjørg Nielsen henviser til, kommer fra IPBES, der svarer til FN’s klimapanel IPCC, blot med fokus på liv i stedet for klima.

Den fastslår, at jordens mangfoldighed af liv, biodiversiteten, er ved at blive udpint af menneskets jagt på flere og flere områder til især at dyrke landbrug, skovbrug, fiskeri og havbrug. Fugle, regnorme og bier er blandt de dyr, som er alvorligt ramt af forbruget af pesticider.

Foruden Christiane Bjørg Nielsen står en række andre personer opført som medunderskrivere. Herunder Erik Arvin, der er professor emeritus i vandforsyning ved DTU, og som har arbejdet med vandkvalitet og vandforsyning i hele sin karriere.

Privates brug af sprøjtemidler forstyrrer
Erik Arvin mener ikke, at man skal undervurdere effekten af et forbud mod sprøjtemidler i private haver, selvom langt hovedparten af sprøjtegiften anvendes i landbruget.

– Man skal huske, at mange af vandforsyningerne i Danmark ligger i bynære områder. Der spiller de private haver, haveforeninger og ejendomsselskaber med deres grønne områder en stor rolle – især når man spreder pesticider ud på grusgange og flisegange, hvad midlerne faktisk ikke er godkendt til, siger Erik Arvin til Politiken.

De senere år har der været flere sager om forurening af drikkevand. Ikke mindst da 300 husstande i Ledøje i Nordsjælland sidst i april i år fik besked om, at vandet i deres vandhaner kunne være sundhedsfarligt på grund af pesticidforurening.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Det er lovligt at bruge Roundup indtil 2022

Salg og brug skal forbydes
I borgerforslaget skriver gruppen blandt andet, at de ”ønsker et totalt forbud mod ukrudts- og insektmidler samt andre pesticider, der er skadelige eller blot potentielt skadelige for grundvand, biodiversitet og sundhed.

Det gælder fx ukrudtsmidler med indhold af glyphosat, mest kendt fra Roundup, og insektgifte med indhold af neonikotinoider”.

Udviklingen i salget af sprøjtemidler til private har gennem mange år været faldende. Ifølge en rapport fra Miljøstyrelsen lå salget på 63 tons ukrudtsmidler, mosmidler, svampemidler og skadedyrsmidler i 2007. I 2016 lå salget på 20 tons, et fald på knap 70 procent.

Til sammenligning blev der solgt 2.651 tons aktivstof til både private og landbruget i 2017. Salget siger ikke nødvendigvis noget om forbruget.

Find flere uvildige undersøgelser fra Bolius – Boligejernes Videncenter her

I en måling foretaget i august 2017 af Norstat for Altinget svarer 51 procent af de adspurgte danskere, at glyphosat generelt skal forbydes. Kun 19 procent svarede, at det fortsat skal være tilladt.

Kigger man specifikt på Roundup, der er verdens mest solgte ukrudtsmiddel, er det fortsat lovligt at købe. EU-godkendelsen af midlet, der er baseret på aktivstoffet glyphosat, stod til at udløbe 31. december 2017.

Men EU-landene valgte 27. november 2018 at forlænge godkendelsen i fem år. Danmark stemte i den forbindelse for en forlængelse.

– Vi stemmer for en forlængelse, bl.a. fordi både Miljøstyrelsen og de europæiske miljømyndigheder ikke vurderer, at glyphosat skader miljøet eller mennesker, sagde Erling Bonnesen, miljø- og fødevareordfører for Venstre dengang.

Skuespiller Christiane Bjørg Nielsen, der står bag borgerforslaget, siger til Bolius, at hun håber, at en ny regering vil betragte forslaget som en ‘kickstart til et giftfrit Danmark’.

Producent afviser kritik
I Danmark er der allerede krav til, at koncentreret Roundup skal stå bag lås. Selv mener producenten bag Roundup ikke, at der er et problem med at anvende produktet, hvis man følger anvisningerne.

– Roundup er et godkendt ukrudtsmiddel med en meget god miljøprofil. Når brugsanvisningen læses og følges nøje, er Roundup et effektivt middel til bekæmpelse af ukrudt, som man trygt kan anvende i private haver, har Helle Ketils, Operational Coordinator i Monsanto, tidligere sagt til Bolius.

Ønsker du at læse mere om borgerforslaget, kan du finde det her. For at støtte forslaget kræver det, at du er stemmeberettiget og har dit NemID ved hånden.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Få en gratis frøpose og hjælp bierne

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.