Sådan overlever dit drivhus din ferie

Skygge, en selvvandingskasse og automatiske vinduesåbnere er nogle af de muligheder, du kan bruge i drivhuset, hvis du skal på sommerferie.

Skygge, en selvvandingskasse og automatiske vinduesåbnere er nogle af de muligheder, du kan bruge i drivhuset, hvis du skal på sommerferie.

Det er vigtigt at sørge for jævn vanding og gødning til drivhusplanterne

Køb en selvvandingskasse i flamingo, der kan vande for dig i de uger, du ikke er hjemme. En selvvandingskasse, eller en kapillærvandingskasse, som de også kaldes, fungerer ved, at en sæk med sphagnum placeres på toppen af kassen, samt at der fyldes jord i de 3 rør, der leder fra plantesækken og ned til vandet i kassen.

De tre rør med jord i vil herefter suge vand op til resten af plantesækken, nok til 1-2 ugers vandforbrug, alt efter plantetyper og vejret.

Dyrker du tomater, agurker eller andre afgrøder i selvvandingskasser, kan afgrøderne klare sig i ca.otte dage, inden der igen skal fyldes vand på kasserne. Få evt. en nabo til at fylde nyt vand på, hvis du skal være væk længere tid.

Bland gødning i vandet, 2 cl NPK-gødning til 20 liter lunkent vand.

En standard flamingokasse er som regel ca. 80x40x25 centimeter og koster 100-200 kr. Du kan købe en selvvandingskasse i de fleste større havecentre, planteskoler og på internettet.

Skal du væk i meget længere tid, må du enten fedte for din nabo og få ham til at vande eller installere et automatisk vandingsanlæg. Der findes mange forskellige typer og du kan få et for ca 1.000 kr. Forhør dig der, hvor du købte dit drivhus.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sådan bruger du en kapilærkasse

Automatiske vinduesåbnere kan sørge for frisk luft
Ilt og tempereret klima er vigtigt for dine afgrøders vækst. Er temperaturen i drivhuset på over 30 grader, kan planterne tage skade og afgrøderne blive ødelagt.

Sørg derfor for jævn udluftning, fx via en nabos hjælp. Åbn vinduerne om morgenen, lad vinduerne stå åbne dagen igennem og lad dem stå lidt åbne om natten.

Monter evt. automatiske vinduesåbnere på vinduerne i dit drivhus, der åbner af sig selv, når der bliver for varmt. De koster omkring 500 kr. og er lette at montere selv. Forhør dig der, hvor du købte dit drivhus.

Få skygge med skyggegardiner, skyggenet eller kalk
Undgå, at dine planter står i direkte sol. Brug automatiske skyggegardiner eller skyggenet. De er relativt lette selv at montere. Forhør dig der, hvor du købte dit drivhus.

Du kan også kalke vinduerne til. Køb noget drivhuskalk, rør det op i vand, brug en kalkekost og kalk glassene til. Det reducerer lysindfaldet, men holder ikke en hel sæson. Du skal nok gøre det 2-3 gange i løbet af en sæson.

Lug grundigt ud inden ferien
Rens godt ud i drivhuset, inden du tager af sted. Fjern syge og halvvisne plantedele, så de ikke smitter de andre planter, mens du er væk.

Skær de skud af, du ikke ønsker skal udvikle sig yderligere, fx sideskud i bladhjørnerne på tomatplanterne.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sådan gør du haven sommerferieklar

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.