50 ejendomsmæglere til én lejlighed: USA-fænomen rykker ind i Danmark

Men når det kommer til salget af den 185 kvadratmeter store lejlighed på 24. etage i Carlsbergs prestige-byggeri Bohrs Tårn, har ejendomsmægleren taget et noget mere – for vore breddegrader – utraditionelt kneb i brug, skriver boligsitet Boliga.dk.

Lokalbolig Valby har nemlig valgt at dele udbuddet af liebhaverlejligheden med hele den københavnske mæglerskare – et fænomen, der særligt er kendt fra de mest eksklusive dele af boligmarkedet i eksempelvis USA.

– Jeg er træt af den jargon, vi har i mæglerbranchen, hvor vi taler hinanden ned – og konkurrerer, hvor vi kunne samarbejde the american way. Hver mægler har måske kun to-tre kontakter, den her lejlighed kunne være interessant for, så derfor tænkte jeg: Lad os lave en fest og sælge den sammen, siger ejendomsmægler Benjamin Hansen, der er indehaver af Lokalbolig Valby.

– Salget af lejligheden bliver således skudt i gang i denne uge med en torsdagsbar, hvor 180 ejendomsmæglere er inviteret på drinks og fest i lejligheden, som de samtidig kan se nærmere på, inden jagten er sat ind på en køber med 10.900.000 kroner på lommen.

Millionkøb: Revy-stjerne køber liebhaverlejlighed på Frederiksberg

Fremtidens boligmarked?
Har man stiftet bekendtskab med toppen af det amerikanske boligmarked enten fra egen investering eller gennem tv-udsendelser om de dekadente ejendomshandler, er salgsmetoden ikke helt uvant.

Men mæglerfesten med gæsteliste og bartender kommer dog næppe til at overtage for duften af boller til søndag formiddags-fremvisningerne på Danmarks gængse boligmarked.

– Der er ikke det samme købers mægler-marked i Danmark. Der skal en helt ekstravagant bolig og selvfølgelig også en sælger, der er med på ideen, til, at man kan gøre det. Det har sælger været her; både med en rigtig pæn sum til mæglerforretningen og en personlig bonus til den mægler, der sælger lejligheden, siger Benjamin Hansen.

– Derfor kan det i det her tilfælde lade sig gøre at sælge på denne måde: Vi ville ikke kunne sælge almindelige lejligheder eller huse sådan her.

Lejligheden ligger i københavnerområdet Carlsberg Byen, der over de senere år er vokset op med blandt andet liebhaverlejligheder.

Ifølge Boliga.dk koster de dyreste af slagsen, der for øjeblikket er udbudt offentligt til salg, mellem ti og 15 millioner kroner. Men så får man til gengæld også adresse på helt op til 29. etage.

Til sammenligning koster landets absolut dyrest udbudte lejlighed 50 millioner kroner – den rummer ti værelser og ligger tæt på Kongens Nytorv i det indre København.

Se liebhaverlejligheden på 24. etage på boliga.dk

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.