Antallet af lynhandler er halveret: “Vi skal være glade for, at boligmarkedet er gået ned i gear”

Men der er blevet længere mellem de lynsolgte ejerlejligheder i landets største byer. Det viser nye tal fra boligsitet Boliga.dk.

I første kvartal blev 139 ejerlejligheder i Københavns og 53 i Aarhus Kommune således solgt i løbet af de første 14 dage på markedet, mens der i samme periode sidste år var 280 københavnske ejerlejligheder og 71 aarhusianske, der fandt nye ejere inden for de første uger.

– Det er ikke noget sundhedstegn, når mange lejligheder bliver solgt på under 14 dage. Det vidner om, at der er langt flere købere end sælgere, og at mange af køberne føler sig presset til at slå til, før de har haft mulighed for at undersøge markedet og den pågældende lejlighed til bunds. På den baggrund skal vi være glade for, at boligmarkedet nu er gået lidt ned i gear, siger Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.

– Vi har været igennem en længere årrække, hvor boligmarkedet har haft meget fart på i København. Det seneste år er priserne dog bremset op, og handelsaktiviteten er faldet. Det har fået den hektiske stemning på lejlighedsmarkedet til at forsvinde, og derfor er det naturligt, at køberne tager sig bedre tid til at overveje deres muligheder, inden de giver et bud på den ønskede lejlighed.

Højere priser og kortere salgstid: Sommerhusmarkedet i yderområderne blomstrer

Længere tid til salg
At det er lidt mere gumpetunge tider på boligmarkedet i landets to største byer, viser sig ligeledes i de generelle salgstider.

For mens det i første kvartal 2018 i gennemsnit tog 66 dage at sælge en ejerlejlighed i København, tog det i første kvartal i år 88 dage. Og så har sælgerne også måtte give en lidt større rabat.

Ifølge tal fra Boliga.dk lød den gennemsnitlige forhandlingsrabat på ejerlejligheder i København nemlig på to procent i 2018’s første måneder, mens sælgerne i 2019 har måtte slå tre procent af prisen.

Samme billede tegner sig i Aarhus, hvor salgstiden er steget fra 73 til 89 dage – og hvor køberne i år har forhandlet sig til et afslag på 3,2 procent mod 2,3 procent i første kvartal 2018.

– Afslagene har været meget lave i en periode. Nu stiger de, men på nuværende tidspunkt er det mere et tegn på en normalisering end en hård opbremsning. Sammenlignet med landet som helhed er afslagene stadigt forholdsvist lave, siger Lise Nytoft Bergmann til Boliga.dk.

Se nyudbudte ejerlejligheder på Boliga.dk.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.