Hemmelige rum og kongefriser: Er det her de vildeste boliger til salg lige nu?

Men det er ikke desto mindre noget af det, man finder i nogle af de mere specielle ejendomme, der til salg på det danske boligmarked lige nu.

Det skriver Boliga.dk.

I de her fem imponerende, historiske hjem, skal man kigge langt efter troldtekt, rene hvide linjer og moderne samtalekøkkener.

I stedet kan man dykke ned i de mange arkitektoniske detaljer, opdage historierne, der gemmer sig i alle krogene eller indtage rollen som herre over egne jagtjorde og skove – selvfølgelig alt sammen for en god, solid pose penge.


Trondhjemsgade 3, København Ø

Der findes mange herskabslejligheder i København, men det er nok ikke alle, der gemmer på en hemmelighed, som denne 282 kvadratmeter store lejlighed på Østerbro.

Boligen er fyldt med flotte detaljer fra indgangspartiet til de store, smukke stuer, men det er især kontoret – indrettet i “engelsk biblioteksstil”, der skiller sig ud.

Her finder man en specialbygget reol, der kan rulle til siden og afslører et hemmeligt rum, som efter sigende blev brugt af “Flammen og Citronen” som skjulested under Anden Verdenskrig.

Hele molevitten er udbudt til salg for 14,8 millioner kroner – rundt regnet 52.400 kroner pr. kvadratmeter.

Foto: Claus Borg & Partner

Se herskabslejligheden her.


Sponnecksvej 17, Gentofte

Den københavnske forstadskommune Gentofte huser mange imponerende boliger, men den her 442 kvadratmeter store liebhaver-lejlighed må være en af de vildeste.

Ligesom et slot har denne bolig fra 1902 fløje forbundet af opulente gallerigange og en imponerende hall med en glaskuppel i loftet.

Hvis det ikke er royalt nok, så er de også en riddersal udsmykket med udskårne træpaneler, der skulle stamme fra et slot i Preussen.

Udbudsprisen lyder på 14,7 millioner kroner, hvilket svarer til 33.257 kroner pr. kvadratmeter.

Foto: Claus Borg & Partner

Se liebhaverlejligheden her.


Eltangvej 61, Kolding

Mere end 450 år har Eltanggaard ligget i de naturskønne omgivelser i landsbyen Eltang uden for Kolding og mange af de originale, historiske detaljer er bevaret den dag i dag.

Hovedhuset er på over 630 kvadratmeter og bruges i dag til erhverv. Der er også tre længer med stald og lader på den over 38 hektar store grund – hvor der er mulighed for jagt og skovdrift.

Proprietærgården er udbudt til salg for lige præcis 20 millioner kroner, hvilket gør det til den dyreste villa i Kolding Kommune, ifølge Boliga.dk.

Se Eltanggaard her.


Bjerregårds Sidevej 5, Valby

I et villakvarter i Valby ligger et hus fra 1897. Udefra gør det en flot figur med de arkitektoniske linjer tegnet af Ulrik Plesner, men det er særligt indvendigt, at denne bolig med 600 etagemeter skiller sig ud fra mængden.

Allerede i hallen bliver man mødt af friser under loftet, der fortæller om Alexander den Stores bedrifter – skabt på baggrund af Thorvaldsens Alexanderfrise.  Resten af huset byder på mange originale detaljer, smukke trægulve og imposante stuklofter.

Huset har over 300 kvadratmeter bolig og er til salg for 23,5 millioner kroner, som den femte dyreste udbudte villa i København.

Foto: Lars Gundersen, Adam Schnack A/S

Se Ulrik Plesner-villaen her.


Store Valbyvej 276, Veksø Sjælland

Mere end 500 kvadratmeter historisk bolig med egne jagtmarker og over 68 hektar jord. Det er noget af det, som følger med Østrupgård, der ligger på Sjælland en halv times kørsel fra København.

Gården – med det fredede hovedhus fra 1819 – er lige kommet på markedet for 42 millioner kroner og ligger på en fjerdeplads over landets dyreste udbudte landejendomme.

For det beløb får man også store stuer, stald med hestebokse og udsigt over fuglereservatet Gundsømagle Sø.

Foto: Ole Lindgreen & Partner

Se Østrupgård her.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.