Vandet er lang tid om at blive varmt – sådan minimerer du bakterier i vandet

Hvorfor kan vand være lang tid om at blive varmt?
Hvis du bor i et parcelhus, villa eller et byggeforeningshus på to-tre etager og oplever, at dit varme vand løber langsomt, når du har åbnet for vandhanen, kan der være flere årsager til, at det tager lang tid, før vandet bliver varmt:

  1. Der er for lang afstand mellem det sted, hvor det varme vand bliver produceret (fyret, varmtvandsbeholderen eller varmeveksleren) og den hane, hvor vandet kommer ud fra – det kan fx være en vandhane i køkken, badeværelse, toilet, gæstetoilet og bryggers eller et armatur til et brusebad. Dine vandrør er fyldt med kalk og rust, som hindrer hurtig gennemstrømning af vand.
  2. Din eksisterende installation med brugsvandscirkulation er defekt – hvis du har cirkulation på det varme vand. Det kan du tjekke ved at se, om der er to cirkulationspumper ved fyret. Hvis der kun er en, er der ikke cirkulation på det varme vand.
  3. Reguleringsventilen fra fjernvarmen eller fyret til din vandvarmer er defekt.
  4. Perlatoren – en dyse, der kan sidde på en vandhane og blander vandstrålen med luft, så man bruger mindre vand – er kalket til, så vandet ikke løber frit fra hanen, og dermed tager det længere tid for det varme vand når frem. Det har dog kun en lille indvirkning.

Hvis du bor i en etageejendom med et centralt fyr og oplever, at vandet er for lang tid om at blive varmt, er der formentlig noget galt med ejendommens cirkulationspumpe. Tag fat i viceværten eller administratoren.

Sådan gør du rengøringen nem og sjov

Gamle vandrør fyldt med kalk og rust kan være skyld i, at vandet er lang tid om at komme frem til vandhanerne.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Sådan løser du problemer med for lavt vandtryk

10 sekunders reglen – hvor hurtigt bør vand blive varmt?
Der findes ingen faste normer/regler for, hvor lang der må gå, før det varme brugsvand er varmt nok.

Ifølge Bygningsreglementet og Vandnormen DS 439 skal det varme vand nå frem til tapningsstedet ”uden besværende ventetid”.

Mange vvs-installatører arbejder dog som tommelfingerregel med, at der maksimalt må gå ti sekunder.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: 7 gode råd til at spare penge på brusebadet

Hvad kan du gøre for at få varmt vand hurtigere frem – og hvad koster det?
Hvis du gerne vil have, at det varme vand løber hurtigere til et eller flere tapningssteder, kan du gøre flere ting:

1) Mekanisk brugsvandscirkulation

Få en vvs’er til at installere en brugsvandscirkulation med en pumpe på. Det kræver også, at du får installeret et returrør – en ringforbindelse – så det afkølede vand kan føres tilbage til varmtvandsbeholderen. Alle rør i en installation med brugsvandscirkulation skal være isoleret.

En cirkulationspumpe kan du få fra 2.000 kr. og op, men det er selve installationen, der koster penge og kan tage fra få timer til flere dage, alt efter hvordan forholdene er i dit hus. Anslået kan det koste mellem 6.000 kr. og 30.000 kr. Kontakt en eller flere vvs’ere for et tilbud.

For ikke at erstatte vandspild ved at vente på, at vandet bliver varmt, med energispild, sørg da for at minimere både energiforbruget til pumpen og varmetabet fra rørene ved at købe en pumpe med pumpestyring og termostat – så pumpen slukkes, når den ikke er nødvendig, eller når det varme vand er fremme, hvor det skal bruges.

2) Decentrale varmebeholdere eller varmevekslere

Hvis vandet ikke når hurtigt nok ud til et tapningssted fra den centrale varmtvandsbeholder/veksler – fx til et gæstetoilet, som ligger langt fra fyret/varmebeholderen – kan du overveje at få installeret en lille eldreven varmtvandsbeholder på 5 liter eller en gennemstrømsvandvarmer, som kan sidde over eller under håndvasken.

En varmtvandsbeholder koster typisk mellem 1.000 og 1.500 kr. eller mere + rør og installation, hvilket koster yderligere ca. 2.000-3.000 kr., i alt er prisen omkring 3.000-4.500 kr.

En gennemstrømsvandvarmer, der varmer vandet op, samtidig med at du bruger det, er lidt dyrere og koster typisk omkring 2.000 kr. eller mere + rør og installation, hvilket yderligere er omkring 3.000 kr. – i alt ca. 5.000 kr.

3) En kogende vandhane

Du kan også få installeret en såkaldt kogende vandhane, der både kan levere kogende vand og vand ned til 50-55 grader.

Vandhanen består af et særligt aggregat og en vandbeholder på fx 3 eller 7 liter. Regn med en udgift på minimum 8.000 kr. + 4.000 kr. i vvs- og elinstallation, i alt minimum 12.000 kr.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Vandhaner med kogende vand

4) Installation af nye vandrør

Hvis dit problem med at få det varme vand hurtigt nok frem skyldes, at dine rør er tilstoppede som følge af kalk, rust og slam, skal rørene – og dermed din eksisterende vandinstallation – udskiftes.

Det er klart den dyreste løsning, som det er svært at give konkrete bud på, da det igen handler om, hvordan forholdene er i dit hus.

Om det er et stort hus eller et lille hus, hvor mange tappesteder du har, og hvor stor en afstand der er imellem dem. Her bliver du nødt til at kontakte en vvs’er for at få et tilbud. Men regn med en udgift på minimum 15.000 kr.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Tjek dine vand- og varmerør for utætheder

Hvor varmt bør varmt vand være?
Varmt vand bør være mindst 55 grader i varmtvandsbeholderen og mindst 50 grader, når det kommer ud af din vandhane – både fordi det her er i stand til at vaske fedt af, og fordi bakterier ved denne temperatur har svært ved at vokse.

Her tænkes især på legionella-bakterien, der kan medføre den såkaldte legionærsyge, som er en meget alvorlig infektion, der giver lungebetændelse og i nogle tilfælde også er dødelig.

Pas på vand under 50 °C
Legionellabakterier forekommer naturligt i overfladevand og findes ofte i større vandinstallationer.

Vækst af legionella i brugsvandssystemer skyldes ofte lav driftstemperatur, ’døde ender’ med stillestående vand, eller at vandets cirkulation hindres af kalk, slam og rust. Bakterien trives og formerer sig i temperaturområdet 20-50 °C – især 35-46 °C er optimalt.

Legionella-smitte sker ved, at man indånder inficerede vandaerosoler (vandtåge) – hvilket du nemt kan gøre, når du tager et bad.

Vand ved 60 °C danner mere kalk end 55 °C
Ifølge vandnormen skal vandet i en varmtvandsbeholder og varmeveksler være omkring 60 grader. Men 55 grader er effektivt nok og har den fordel, at både beholder og rør ikke kalker lige så hurtigt til, som når vandet er 60 °C.

For jo højere temperatur, jo mere kalk dannes der. Især de sidste 5 grader mellem 55 °C og 60 °C danner forholdsmæssigt meget mere kalk end ved en temperatur på 50-55 °C.

3 gode råd til at minimere risikoen for legionella
  • Brug jævnligt vand fra alle haner, så vandet ikke står stille for længe.
  • Skyl alle haner – både varme og kolde – godt igennem efter længere tids fravær (fx efter en ferie).
  • Gennemskyl jævnligt bruseslange og brusehoved med kun varmt vand (50 °C eller mere).

Kilder: Bedre installationer – Tekniqs håndbog om vand og Christian Hansen, TH. Hansen’s Eftf. ApS

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Love og regler om gør det selv-arbejde

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.