Ældre boligejere skal have hjælp med lån

Når en boligejer nærmer sig pensionsalderen, bliver det væsentligt sværere at låne penge i bank og realkreditselskab. Dermed får mange ældre boligejere svært ved at udnytte friværdien i deres bolig eller optage lån til køb af en ny bolig.

På den baggrund vil Ældre Sagen være med til at starte et kreditselskab, som skal låne ud til alle – uanset alder.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Ældre med god økonomi får nej til lån i banken

Aldersdiskrimination, når boligejere over 60 år får nej til lån
Ifølge direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup er der i praksis tale om aldersdiskrimination.

– Ældre, der er fyldt 58 år, kan sagtens være i stand til at servicere et lån med en gældsfaktor højere end 2,0. Nu om dage er der jo mange, der bliver på arbejdsmarkedet til de er fyldt 70 år. Der er derfor tale om aldersdiskrimination, mener han

Bjarne Hastrup peger på, at effekten kan være, at boligejere, der har krydset 50-60-årsgrænsen, bliver boende i deres bolig.

– Når ældre ikke kan få lån, kan det hæmme mobiliteten. Eksempelvis kan du ikke sælge dit hus og flytte til en anden bolig, hvis gældsfaktoren overstiger 2,0, forklarer han.

Gældsfaktor – hvad er det?

Gældsfaktoren er det nøgletal, der fortæller banken, hvor kreditværdig du er. Det fremkommer ved at dividere din samlede gæld med din bruttoindkomst – jo lavere tallet er, jo bedre. Hvis du har billån, kassekredit osv., skal de regnes med i gældsfaktoren.

Gældsfaktoren må normalt maksimalt være 3,5 x husstandens indkomst før skat, hvis du skal låne til køb af en ejerbolig.

Når bankerne fastsætter en gældsfaktor på 2,0 for boligejere på vej mod folkepensionen, eller som allerede er gået på pension, tager banken udgangspunkt i en vejledning fra Finanstilsynet.

Der er imidlertid ikke tale om, at Finanstilsynet udstikker nogle præcise regler for, hvor meget bankerne må udlåne til pensionister og boligejere på vej mod pensionen.

Vejledningen fortæller derimod bankene, hvordan de skal indberette lån til borgere på vej mod pensionering. Hvis banken ikke overholder vejledningen, kan banken eller realkreditselskabet blive pålagt ekstra hensættelser, hvilket inden for den finansielle sektor anses som en ekstra udgift.

Af Finanstilsynets ”Vejledning til regnskabsindberetning for Kreditinstitutter m.fl.” fremgår det, at:

”For kunder, der nærmer sig pensionering, skal økonomien i god tid før det forventede pensionstidspunkt indrettes efter, at gældsfaktoren på pensionstidspunktet skal være betydeligt lavere, og formuen skal være positiv. Gældsfaktoren for kunder, der er gået på pension, må maksimalt være:

  • 2,0 for kunder med ejerbolig, herunder fritidsbolig.
  • 1,0 for kunder med andelsbolig – forudsat tilfredsstillende økonomi i andelsboligforeningen.
  • 0,3 for kunder med lejebolig, hvor gælden modsvares af aktiver som bil, motorcykel, campingvogn eller båd.

Gældsfaktoren kan dog være højere, hvis kunden har en anseelig reel formue f.eks. i form af friværdi i ejendommen, pensionsordninger o.l.”

Mange ældre boligejere med god økonomi får nej til realkreditlån
Allerede i 2017 pegede Forbrugerrådet Tænk og Dansk Ejendomsmæglerforening i en undersøgelse på, at pensionister ofte blev udelukket fra lån på trods af en sund økonomi.

I undersøgelsen svarer 9 ud af 10 af de adspurgte ejendomsmæglere, at de oplever, at ældre med en tilsyneladende sund økonomi bliver afvist af bankerne. Og problemet bliver faktisk større, jo ældre man er, fremgik det af undersøgelsen.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Indefrysning af ejendomsskat

Det nye kreditselskab Aion skal udlåne til markedsrente
Ifølge Bjarne Hastrup vil det planlagte kreditselskab ikke sætte nogle aldersmæssige grænser. Lånene skal kunne opnås af alle, og det afgørende kriterium for tildeling af lån vil være en solid kreditvurdering.

Renten fastsættes på niveau med markedet, hvilket indikerer et niveau på seks-otte procent. Eksempelvis tilbyder pantebrevsfirmaer som Fairkredit og Boliglån Danmark pantebrevslån til en rente fra 5,75 procent, hvortil kommer kurstab og omkostninger.

LÆS OGSÅ HOS BOLIUS: Lån: Sådan bruger du din friværdi som pensionist

Interesse blandt investorer
Bjarne Hastrup understreger, at Ældre Sagens rolle kun er at hjælpe med til at starte kreditselskabet. Når selskabet, som får navnet Aion, er startet, vil Ældre Sagen trække sig ud af selskabet.

En del investorer har ifølge Bjarne Hastrup allerede henvendt sig til Ældre Sagen, og næste udfordring bliver at finde en organisation, der kan håndtere de praktiske gøremål omkring kreditvurdering og administration af udlånet.

Færre tilfælde af frygtet sygdom blandt ældre end forventet

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.