Her er 2019’s største villahandler

To af sidste års fem dyreste handler lå således i 2900 Hellerup – Københavns nærmeste nabo mod nord – og i år er det faktisk kun én enkelt af de fem dyreste hushandler, der ikke hører til i det mondæne postnummer.

Det viser Boliga.dk’s salgsprishistorik.

2019’s første-, tredje-, fjerde- og femtedyreste hus ligger således alle i Hellerup inden for en radius af bare én enkelt kilometer.

Markedet omkring Hellerup har haft en optur over de seneste par år. Det, vi hører fra mange af kunderne, er, at Hellerup er den perfekte oase i forhold til afstanden til København, hvor man stadig kan cykle ind, udvalget af butikker og caféer samt nærheden til vandet og de grønne parker, siger ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen, der er indehaver af liebhavermæglerkæden Ivan Eltoft Nielsen, som står bag flere af årets største handler.

Selve boligen har også meget at skulle have sagt. Og her er der typisk tale om den klassiske palævilla eller en nyere luksusejendom. Dem er der mange af i Hellerup og opland, og så går tingene jo op i en højere enhed.

Boliga.dk har opgjort årets dyreste huse ud fra handler tinglyst i perioden mellem 1. januar og 13. december 2019. Der tages forbehold for forsinkelse hos Tinglysningen.

Her er årets dyreste hushandler i alle kommuner

1) Lemchesvej, Hellerup

Pris: 53 millioner

Midt på året blev handlen af 2019’s dyreste hus tinglyst. Prisen lød på svimlende 53 millioner kroner – og for det store millionbeløb har de nye ejere fået 568 kvadratmeter.

Huset blev solgt uden om det officielle marked, og derfor vides det ikke præcis, hvilke herligheder adressen byder på – dog har beliggenheden midt i det eksklusive postdistrikt Hellerup – blot 200 meter fra Øresund sikkert haft en indvirkning på prisen.

Foto: Boliga.dk


2) Gurrevej, Kvistgård

Pris: 49,8 millioner

2019 har vist sig at være året, hvor man skulle op i slots-kaliberen for at vriste topplaceringerne på handlerne fri fra Hellerup.

Det er således Gurrehus Slot i Kvistgård lige vest for Helsingør, der er landets næstdyreste hushandel i år.

Huset var ifølge Boliga.dk senest udbudt til salg for 52 millioner kroner, men endte med at blive solgt for 49,8 millioner kroner efter bare at have været udbudt til salg i en uge.

Huset byder på et boligareal på over 3.000 kvadratmeter, der fordeler sig på 30 værelser.

Foto: Ivan Eltoft Nielsen

Se Gurrehus Slot her.


3) Signesvej, Hellerup

Pris: 39,75 millioner

På bare to år er villaen her gået fra at være landets dyreste udbudte håndværkertilbud til at være blandt årets absolut dyreste hushandler.

I 2017 skiftede huset i renoveringsmoden tilstand således hænder for 19 millioner kroner, mens det 392 kvadratmeter store hus, der ligger ganske tæt på Hellerup Kirke og bymiljøet omkring Strandvejen, i år blev handlet for hele 39,75 millioner kroner.

Også dette hus blev solgt uden om markedet – og på døren kommer der fremover til at stå et ganske landskendt navn. Det er nemlig popsuccesen Rasmus Seebach, der har købt ejendommen.


4) Richelieus Alle, Hellerup

Pris: 36,75 millioner

Huset, der indtager pladsen som 2019’s fjerdedyreste villahandel, ligger også i Hellerup – ganske tæt på Øresund – og rummer 430 kvadratmeter.

Pladsen fordeler sig blandt andet på et masterbedroom med walkincloset for him and her, et specialdesignet køkken, plads til en au pair, og så er der – naturligvis – også franskproducerede vinkøleskabe på adressen.

Liebhavervillaen var senest udbudt til salg for 40 millioner kroner og blev solgt efter bare ganske få måneder på markedet.

Foto: Home Charlottenlund – Klampenborg

Se villaen her.


5) Øregårds Alle, Hellerup

Pris: 36 millioner

I år snupper Hellerup også femtepladsen over de dyreste husadresser, og her er der endnu en gang tale om en bolighandel med en kendt personlighed involveret.

Det var nemlig boet efter den verdenskendte kunstner Per Kirkeby, der udbød malerens enorme hjem til salg.

Huset rummer 536 kvadratmeter bolig – der blandt andet breder sig over et stort atelier, der er tegnet af kunstneren selv.

Kirkebys tidligere hjem var udbudt til salg for 40 millioner, og der skulle ifølge Boliga.dk ikke mere end en månedstid– og et afslag på fire millioner kroner – til at få kvadratmeterne solgt.

Foto: Ivan Eltoft Nielsen

Se huset her.

Tilmeld dig Søndagsavisens nyhedsbrev

Søndagsavisens nyhedsbrev leverer alle de bedste historier fra avisen direkte i din indbakke.

*skal udfyldes

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

x

Når du tilmelder dig, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik.